|
Siciliens historie |
-1000 f.kr.: De
oprindelige folkeslag |
|
Sicilien har
været beboet i over 20.000 år.
Sicilien forbindes normalt med antikken, men med fundet af årtusindgamle
hulemalerier i en grotte, Grotta d´Addaura, på nordsiden af det berømte
Monte Pellegrino ved Palermo, har sicilianerne fået dokumentation for,
at deres ø har været beboet af udviklede folkeslag særdeles langt
tilbage i tiden.
I dag ved man, at disse malerier stammer tilbage fra tiden umiddelbart
efter den sidste istid, 20.000-10.000 f.kr., en periode, der betegnes
som den palæolitiske. Indbyggerne var indvandret fra fastlandet og
bosatte sig primært i kystegnene.
Fra omkring 4.000 f.kr. oversvømmes Sicilien af folkeslag fra det de
østlige middelhavsegne. Denne bølge af indvandrere skulle blive den
første af utallige Sicilien-pionerer. Perioden frem til 3000 f.kr.
kaldes den neolitiske, og de første indvandrere bragte den såkaldte
Stentinello-kultur med sig. Det mønstrede lertøj ses blandt andet på
museet på øen Lípari.
Med indgangen til det tredje årtusind f.kr. sker der voldsomme
forandringer på Sicilien og i hele det sydlige Europa. Vi bevæger os ind
i den såkaldte kobber-alder, hvor mennesket lærer at smede metal, hvor
man slår sig ned på faste gårde, og hvor handel og samkvem med selv
fjerne egne rundt om Middelhavet bliver almindeligt. En følge af denne
udvikling med tekniske og sociale fremskridt er, at befolkningstallet på
øen kommer i kraftig vækst, og at beboelserne ikke længere blot er
spredte stammehuse langs kysten.
I bronzealderen fra cirka 2000 f.kr. fortsætter denne udvikling, og de
folkeslag, der normalt går under betegnelsen "de oprindelige" indtager
øen for at nyde godt af dens centrale placering i Middelhavet, de store
skoves træ og den frugtbare, vulkanske muld. Sikelerne, som øen er
opkaldt efter, slår sig cirka 1250 ned på det østlige Sicilien med
centrum omkring Pantálica ved Syrakus. De oprindelige stammer flygter
ind i landet, men deres kultur forsvinder, og folkgrupperne opsluges
eller udryddes af de nye indvandrere.
Sikanerne - muligvis fra det nordlige Afrika - indtog det vestlige
Sicilien med basis i lavlandet ved Trápani, og i Segesta fandt man et
særlig fjernt folkeslag, elymerne. De hævdede i hvert fald selv, at de
var flygtninge fra den trojanske krig i det daværende antikke Hellas.
Segesta er et af Europas mest imponerende, stadig eksisterende antikke
anlæg, men det skyldes ikke direkte elymerne, selv om de skabte
grundlaget for den senere græske by på stedet.
Det er begrænset, hvad man ved om de tre bronzealder-folkeslag. De
efterlod ikke skriftlige kilder. Dog er der fundet nogen brugskunst, som
i dag bedst kan opleves på det arkæologiske museum i Palermo. Men de nye
indvandrere slog tonen an for Siciliens fremtid: øen skulle blive til en
kulturel smeltedigel skabt af vidt forskellige folkeslag fra både
middelhavsområdet, det vestlige Europa og det nordlige Afrika. De skulle
slås om øen, drage ulykker med sig, men også tilføre øen den kulturelle
mangfoldighed, som er selve Siciliens sjæl. |
1000 til 500
f.Kr.: Fønikerne |
Top
↑ |
Begyndelsen
til antik storhed.
Det nordlige del af Afrika var i antikken befolket af højtudviklede
folkeslag. Nogle af dem var trængt frem fra den østlige del af
Middelhavet på jagt efter nye jorder til det landbrug, som i takt med
befolkningstilvæksten blev mere og mere vigtigt. Blandt disse udvandrere
var fønikerne, som indtog området ved Kartago (i dag Tunis) - og med
dette som brohoved satte fønikerne over til det vestlige Sicilien. En ny
epoke var indledt på den ombejlede ø.
Fønikerne stammede fra Middelhavskysten østpå - hovedsagelig i det
område, som i dag kaldes Libanon. Men det var et rejselystent folk, som
beherskede den mest avancerede form for skibsbygning på den tid. Der er
dokumentation for, at de nåede frem til den sydlige del af de britiske
øer med deres handelsvarer, og de formodes at have sejlet hele vejen
rundt om Afrika. En mere vidtløftig teori går på, at fønikerne som de
første nåede helt til Amerika, men den bedrift er der jo også mange
andre - blandt andet vores egne vikinger - som har lagt billet ind på.
Sproget var i familie med hebraisk og længere ude arabisk, og moderne
forskning har vist, at denne særlige kartago-variant af fønikisk
overlevede frem til det 6. århundrede f.kr., også på Sicilien. Herefter
blev græsk dominerende på øen.
Under alle omstændigheder var fønikerne et udpræget handelsfolk, og de
skabte livlige byer, som endnu den dag i dag er blandt de større på
Sicilien. Den mest kendte er Zis (fønikisk) eller Panormus (latin), som
nu hedder Palermo. Den fine, beskyttede havbugt med en lille (nu
forsvunden) fjord i bunden og den smukke muslingeformede dal var det
perfekte sted for et handels- og kulturfolk, som satte pris på de
frugter, man kunne høste fra den frugtbare muld og det rige, blå hav.
Disse handelskolonier blev anlagt i perioden omkring 800 f.kr.
Samtidig med at fønikerne fik fodfæste på det vestlige Sicilien, kæmpede
grækerne med sikelerne østpå. Fønikernes og grækernes ankomst til øen
skete næsten samtidig, men mens grækerne måtte slås for hver tønde land,
levede fønikerne tilsyneladende fredeligt sammen med det oprindelige
elymiske folkeslag, og begge folkeslag deltog i opbygningen af den
fantastiske borgby Erice (der oprindelig hed Eyx), som ligger på en
klippe nordøst for hovedbyen på det vestlige Sicilien, Trápani. Erice er
i dag en turistattraktion i verdensklasse.
Fønikernes kultur var rig. De udviklede forløberen for det græske og
romerske alfabet, og lervarerne i brændt ler (terra cotta) var i
særklasse og til stor inspiration for den græske og romerske
kunsteksplosion, som vi i dag opfatter som drivkraften i den antikke
kultur. Måske er det sådan, at fønikerne lagde grunden, mens grækerne og
romerne forfinede den antikke kunst. Uanset hvordan man vælger at se på
det, så foregik en meget betydelig del af denne udvikling på Sicilien.
Som det handelsfolk, fønikerne var, bragte de efter alt at dømme også
både citroner, vin og oliven til Sicilien. Trods denne betydelige
indflydelse kunne de ikke bevare fodfæstet på øen. Fønikerne var
handelsfolk og eventyrlystne - af nogle beskrevet som sydens vikinger.
Grækerne derimod var erobrere og dannede bystater overalt, hvor de kom
frem. Fra 500-tallet f.kr. og frem gik det tilbage for det spændende
folkeslag fra østen overalt rundt om Middelhavet. På Sicilien lever
fønikerne videre i blodet på nutidens mennesker, men kulturelt sænkede
de deres egen fane, samtidig med den græske ekspansion vestpå, som var
afsluttet med udgangen af det 6. århundrede.
|
734 til 212 f.Kr.: Grækerne |
Top
↑ |
Grækerne havde
allerede fået fodfæste i Toscana og omkring Napoli, da den første
bosættelse på Sicilien fandt sted. Græske folkegrupper med behov for ny
landbrugsjord drog med militærmagt ud i verden og erobrede. Omkring år
800 var Sicilien ikke længere blot en handelsplads, men på vej til at
blive en del af Megara Hellas, Storgrækenland.
Betegnelsen Hellas eller grækere er dog noget af en tilsnigelse. I
virkeligheden var der tale om forskellige bystater, der nærmest
konkurrerede med hinanden om at erobre nyt land. I den forbindelse blev
der indgået forskellige krigsalliancer, og selv fønikerne fra Kartago,
kartaginienserne, kunne bruges, når der skulle skaffes forstærkninger.
Når man sætter begyndelsen af den græske periode på Sicilien til 734, er
det, fordi at netop dette år blev det første område på østkysten
indtaget. Grækerne kaldte det Naxos, for det var naxianerne fra det
græske øhav, som først satte foden under eget siciliansk bord.
I nutiden er Naxos et kendt feriesteder, men for 2700 år siden var det
en udsat koloni og målet for det oprindelige folkeslag sekilernes
voldsomme forsvarsangreb. En anden berømt bystat fra de første
kolonisationsår er Ortigia, en ø ud for den by, Syrakus, der senere
skulle blive en græsk hovedby i det centrale Middelhav. Ved denne
erobring var det korinterne fra Peloponnes, som førte sværdet.
Da de første bystater var etableret, fortsatte den græske ekspansion
vestover. Det skete blandt andet ved at anlægge satellit-bystater som
Selinus (i dag Selinunte) og Akragas (Agrigento) - begge steder er i dag
turistmagneter (af god grund), hvor man finder fantastiske
efterladenskaber i form af templer, teatre osv.
Måske var det fønikerne, som introducerede vin og oliven til Sicilien,
men det var grækerne, som forfinede landbruget og udvidede det med en
intensiv dyrkning af hvede. Sicilien kom under plov, efter at de
tidligere så udbredte fyrretræsskove var blevet ryddet. Tømmeret blev
brugt til huse, brænde og skibsbygning. Prisen for denne rydning var
mange andre steder langs Middelhavet voldsom erosion og udvaskning af
muldlagene - sådan som det for eksempel ses i det græske øhav. Men
Siciliens vulkanske, lerholdige jord var mere robust. Romerne kaldte
Sicilien for sit kornkammer, og endnu den dag i dag, er den frugtbare
jord bevaret.
Grækerne tog deres sprog med til Sicilien, og helt frem til
middelalderen blev der talt græsk mange steder på Sicilien. Er sproget
væk, så står mange af de kulturelle monumenter stadig. Her er blandt
andet byen Syrakus et besøg værd. I det sjette og det femte århundrede
f.kr. blev den sydøstlige stad grækernes hovedby på øen - en
mastodont-hovedstad efter datidens målestok med op imod 1 million
indbyggere. Nogle af antikkens vigtigste filosofiske og litterære værker
er skabt her. Platon skrev bl.a. hovedværkerne Symposion og Sokrates´
forsvarstale, Sappho skrev elskovsdigte, Aiskylos fik førsteopført flere
af sine teaterstykker her, og matematikeren Archimedes kunne kalde
Syrakus for sin fødeby.
Teatret står endnu og kan besøges i den nordvestlige del af byen, hvor
også en række andre fornemme græske og romerske bygningsruiner er samlet
i fantastiske omgivelser med kæmpe begravelseshuler og en bjergtagende
udsigt ud over Syrakus-bugten. Overalt på Sicilien finder man mere eller
mindre velbevarede rester af disse amfiteatre. Flere af teatrene, blandt
andet i Segesta, Syrakus og Taormina, bruges stadig til
teaterfestivaler.
Man kan uden overdrivelse hævde, at de hellenske bygningsværker på
Sicilien i både størrelse og pragt overgik mange af det græske
moderlands templer, byer og teatre. Et væld af steder på øen vidner om
denne blomstrende periode - eksempelvis de fantastiske tempelruiner i
Selinunte, Segesta og Agrigento.
I 212 faldt Syrakus til det ekspanderende romerske rige. Det betød dog
ikke afslutningen på den hellenske kultur. Det romerske rige er ofte
beskrevet som et tvillingerige, hvor den græske kultur spiller en
afgørende rolle. Men ligeså afgørende er den indflydelse grækerne havde
på stats- og demokratiopfattelsen. Grækerne lagde fundamentet for det
retssystem, romerne og senere alle andre frie europæiske stater
opbyggede. Selv om mange af de sicilianske bystater havde krigstyrraner
som øverste myndighed, etablerede de også de juridiske og demokratiske
institutioner, som man kender fra bystaterne på det græske fastland, for
eksempel i Athen. Denne struktur blev mere eller mindre overtaget af
romerne.
Romerne havde respekt for grækerne, som de anså som ligemænd i viden og
dannelse. Så overgangen fra græsk til romersk dominans på Sicilien var
en glidende foreteelse. For eksempel var romernes latinske sprog flere
hundrede år om at få fodfæste på øen.
Beundringen var ikke taget ud af luften - i hvert fald ikke hvis man så
Sicilien med udgangspunkt i millionbyen Syrakus. Den berømte antikke
filosof Platon besøgte bystaten i 388, og han anså den for at være det
perfekte udgangspunkt for hans tænkte idealsamfund, Utopia. Byens
arkitektur, regeringsform og borgernes rettigheder - dette var
spejlbilleder af de på det tidspunkt blomstrende bystater Athen og
Korinth.
Man kan uden videre hævde, at grækerne betød mere for Sicilien end
romerne, selv om man i dag fejlagtigt opfatter Sicilien som en naturlig
del af Italien. Romerne fik magten, men de byggede blot på det, grækerne
havde skabt. Romerne overtog blot de græske bystater og skabte ingen
nye, betydende bebyggelser. Ikke mange romere flyttede til Sicilien, der
indtil arabernes komme var domineret af græske efterkommere. Alligevel
står Syrakus´ fald til romerne som indgangen til en ny tid, hvor
Sicilien siger farvel til sine øst-mediterrane rødder. Det første nye
herrefolk kommer nordfra.
|
212 f.Kr. til 465 e.Kr.: Romerne |
Top
↑ |
Antikken med
nye herskere.
I slutningen af det tredje århundrede f.kr. erobrer romerne de græske
bystater på Sicilien. Syrakus falder som den sidste græske bastion til
romerne i 212. Sicilien er nærmest startskuddet for det romerske
imperium, og øen bliver den første romerske provins i 227.
Men den romerske kultur blev født i samspil med den græske, så selv om
nye magthavere kom til, forblev Sicilien i mange århundreder endnu græsk
i kultur og endda sprog. Latin var romernes sprog, men på
erobringstidspunktet var det fint at tale græsk, så det gjorde også den
intellektuelle, romerske elite.
For romerne var Sicilien ikke blot et vigtigt brohoved. Det var også
hele imperiets kornkammer, og de sidste rester af Siciliens oprindelige
fyrreskove faldt for flittige økser og blev erstattet af bølgende
kornmarker. Men et brohoved var det og ikke uden betydning som
støttepunkt i de berømte puniske krige, hvor romerne til sidst i 146
f.kr. knuste Kartago i det nuværende Tunis. Fønikernes magtbase var
udslettet, og romerne kunne nu uhindret sætte sig på hele den vestlige
del af Middelhavet.
Den romerske periode var generelt fredelig, men flere slaverevolter
bryder billedet af fordragelighed. Disse oprør kunne stå på i årevis,
men de endte altid med slavernes totale nederlag. Det er i det hele
taget karakteristisk for de oprør nedefra, som Sicilien har oplevet
gennem tiderne, at de i sidste ende altid har ført til magthavernes
sejr. Sådan gik det også med de små bønder på øen. Der havde nydt
agtelse under grækerne, men romerne fratog dem deres land og lagde det
ind under storgodsejere i Rom, der lod sine nye ejendomme styre af ofte
bidske og grådige forvaltere. Efter manges mening er netop denne
omvendte Robin Hood-reform årsagen til en stor del af de problemer med
fattigdom, Sicilien stadig lider under.
Selv om romerne ikke efterlod sig ligeså mange håndfast, arkæologiske
mindesmærker som grækerne, er der masser af spændende ting at gå på
opdagelse iblandt. Det kan man blandt andet forvisse sig om i Syrakus,
hvor resterne af et stort amfiteater til gladiatorkampe (140 meter
langt) opleves blandt prægtige græske ruiner i udkanten af byens
centrum. Syrakus forblev hovedbyen på Sicilien under romerne.
Eller man kan besøge den fantastiske kejservilla midt på øen i Casale
ved Piazza Amerini - med snesevis af store, smukke og enestående
velbevarede mosaikgulve, der viser scener fra mytologi og dagligliv.
Villaen er fra 300-taller og var kejser Maximians pragtfulde
retrætebolig placeret tæt på den nyanlagte landevej mellem Catania og
Agrigento.
Med romerne fandt også kristendommen vej til Sicilien, hvor man hidtil
havde sat sin lid til den græske og romerske gudeverden. Men på det
tidspunkt et par århundreder inde i det nye årtusind var det romerske
imperium i opløsning indefra. Imperiet blev opdelt i en øst- og en
vestdel i 395 e.kr. Slaviske og germanske stammer hærgede ned igennem
den italiske halvø og videre over til Sicilien. Rom faldt til goterne i
476 - "pax romana" var blevet en nostalgisk drøm.
|
550 til 827: Byzantinerne |
Top
↑ |
Det kristne
gennembrud
Da romerriget gik i opløsning og blev opslittet i et østligt
(byzantinsk) og et vestligt rige gennemgik sicilianerne en urolig
periode med skiftende herskere - herunder hærgende germanske stammer.
Men i 550 havde byzantinerne under kejser Justinian I efter en voldsom
krig mod ostrogoterne sat sig på både den italienske halvø og Sicilien.
Sicilien blev en lille del af det byzantinske rige, som med hovedstad i
Konstantinopel (i dag Istanbul) skulle komme til at eksistere i endnu
næsten tusind år. Men Sicilien fik byzantinerne kun til låns i godt 250
år.
Kristendommen blev indført ved dekret. På det punkt var kejser Justinian
nærmest ekstrem - også i samtidens øjne. Østkirkens kirketraditioner
præger endnu i dag det religiøse liv på øen. Periodens overvældende
glasmosaikker kan opleves blandt andet i domkirken i Monreale og i
Capella Palatina i Palermo. Igen er der tale om verdens nok ypperste og
mest omfattende kunstværker af sin art - søjler, vægge, lofter og
nicher, der luer "mystisk" i dybe farver på baggrund af guld.
Den byzantinske kultur var præget af sit græske udgangspunkt - igen blev
græsk statens sprog på Sicilien. Men dette østromerske kejserrige var
som Sicilien selv en smeltedigel af forskellige kulturer: græsk,
romersk, vestasiatisk og slavisk. Under byzantinerne udviklede
kirkebyggeriet sig, men også finere kunstarter som juveler-kunsthåndværk
og silkevævning blomstrede, ligesom skønlitteratur og historisk
litteratur vandt indpas.
Det juridiske system og skattesystemet var byzantinernes adelsmærke (det
mærkede sicilianerne på både godt og ondt), men den byzantinske periode
ses i dag i et positivt lys: der var fredeligt oven på uroen efter det
vestromerske riges opløsning, og velstanden var relativ høj.
Selv om Syrakus en kort overgang omkring 660 under den despotiske kejser
Constans blev hævet op som det byzantinske riges administrative centrum,
var sandheden imidlertid, at Sicilien befandt sig i udkanten af riget,
og at det i længden var for besværligt og omkostningstungt at forsvare
øen mod de stadigt hyppigere angreb fra pirater - og snart også fra
arabiske hære. Omkring år 700 indtog arabere øen Pantellaria sydvest for
Sicilien, og kun på grund af indbyrdes stridigheder mellem araberne
forblev Sicilien byzantinsk i denne omgang. Men fredstraktater oven på
angrebet førte til, at arabiske købmænd fik lov til at slå sig ned i de
sicilianske havne. Det monarkiske Konstantinopel var ved at slippe taget
i Sicilien.
|
827 til 1060: Araberne |
Top
↑ |
Skønhed og
tyranni.
Det svækkede byzantinske rige mister Sicilien i 827, da den byzantinske
kejser udsteder arrestordre på Siciliens guvernør Euphemius. Det fører
til en revolte, hvor Euphemius udnævner sig selv til kejser over øen -
med hjælp fra den tunesiske emir Aghlabid. Titusind soldater gik i land
ved Mazara på det sydlige Sicilien og indledte derved den
arabisk-muslimske periode på øen.
Efter tre års kamp mod byzantinerne nåede muslimerne frem til Palermo,
som blev gjort til øens hovedstad. Erobringen var en langvarig affære.
Vi skal helt frem til 965, før den arabiske invasion når frem til
Messina-strædet. Vendpunktet var dog erobringen af den gamle hovedstad
Syrakus i 878, hvor de arabiske styrker nådesløst udførte en sand
massakre og plyndrede byen, som stadig var en af de smukkeste og rigeste
i hele middelhaveregionen.
Hvad Syrakus tabte, vandt Palermo, som udviklede sig til en af den
datidige verdens største byer med overvældende haver og imponerende
moskeer. En samtidig kilde taler om, at Palermo kun overgås af Cordoba i
skønhed - Cordoba var arabernes hovedby i det sydlige Spanien. I
Palermo, som nu hed Bal´harm, var bydelen Al-Khalesa det administrative
centrum. Bydelen har endnu i 2007 sit arabiske navn, blot lidt ændret:
Kalsa. Hele Palermo nåede på toppen af den arabiske periode et
indbyggertal på 200.000, anslås det.
Muslimerne, hvoraf mange var berbere, effektiviserede landbruget,
indførte nye citrus- og appelsinarter, dyrkede ris, sukkerør og bomuld,
etablerede minedrift, og skabte den udvinding af salt, som endnu i dag
er en væsentlig indtægtskilde for det vestlige Sicilien.
Araberne satte præg på øens stednavne - og det daglige sprog, hvor flere
arabiske ord stadig indgår. Alle, som har besøgt øen, ved, at araberne
også tilførte det sicilianske køkken en helt særlig smag og duft, som
man ikke finder andre steder i det nuværende Italien. Ved slutningen af
den arabiske periode talte halvdelen af befolkningen arabisk, mens græsk
og den lokale version af latin holdt stand blandt henholdsvis den rige
og intellektuelle kristne og den landlige befolkning.
Det arabisk-muslimske samfund var forholdsvis tolerant over for andre
religioner. Især jøder og kristne kunne stort set uden problemer
praktisere deres tro, selv om der var en række fordele ved at være
araber i den offentlige administration. Blandt andet derfor konverterede
mange kristne til den muslimske tro, og omkring 1050 var halvdelen af
øens befolkning muslimer. Muslimerne tillod ikke nybygninger af kirker
og synagoger, og domkirken i Palermo blev omdannet til muslimsk moske.
Den arabiske tid var økonomisk set særdeles positiv for øen, hvilket
ikke gik ubemærket hen andre steder i Europa. Uddannelsesniveauet var
højt - der var færre analfabeter end i slutningen af 1800-tallet! I
løbet af 1000-tallet blev der gjort flere forsøg på at indtage
Middelhavets perle. Germanske stammer stod for udførelsen, men de var
solidt støttet af kræfter i Rom, der gerne så, at det muslimske brohoved
midt i Middelhavet blev omdannet til et kristent samfund.
I 1060 sætter en normannisk hær over ved Messina-strædet, og året efter
falder Messina. Det er begyndelsen til enden for arabernes magt over
Sicilien. De muslimske indvandrere - arabere, berbere, persere og andre
folkeslag - blev dog boende på øen og omfatter genetisk set en ikke
ubetydelig del af den nuværende sicilianske befolkning.
|
1060 til 1194: Normannerne |
Top
↑ |
Tolerance og
samarbejde.
Med krigerkongen Roger i spidsen falder den nordøstligste del af
Sicilien til normannerne i årene 1060-1061. Roger har støtte fra rom og
foretager sin invasion under støtte af at ville rense øen for vantro
arabere. I 1072 er hele Sicilien under normannisk overherredømme og
omdannes til et monarki med hovedsæde i Palermo under kong Roger I.
Normannerne jager på ingen måde araberne på porten. For det første
benytter de uenighed blandt araberne til at nå de militære mål
(invasionen skete efter "ønske" fra emiren af Palermo), for det andet
får det arabiske embedsmandsværk lov til at fortsætte. Begrundelsen for
begge dele er, at normannerne er ret fåtallige, og at det ikke er
realistisk at flytte adskillige tusinde germanere ned til Sicilien.
Kong Roger og hans hær er efterkommere til de normannere - det vil sige
nordboere eller vikinger - som havde erobret Normandiet. Men Roger, søn
af den normanniske godsejer Tancred af Hauteville (Højby) var hverken rå
eller udannet. Han havde store evner som statsbygger. Selv om han var
kommet til Sicilien som korsfarer, gav han trodsfrihed til alle i sit
rige. Da han døde i 1101, kunne han overlade et velorganiseret og
respekteret rige til søn, Roger II.
Også sønnen regerede med klogskab, holdt fjender borte, beskyttede den
eksisterende kunst og kultur. Alle bekendtgørelser blev skrevet på de
tre sprog - fransk, græsk og arabisk - og han holdt i bedste arabiske
stil harem. Under Roger II voksede kongeriget og kom til at omfatte den
sydlige del af Italien, Malta og dele af Nordafrika.
Under de følgende konger, William den Onde og William den Onde, styrkede
kirken sin magt, og bispesædet i Palermo blev udvidet med endnu et
bispesæde - i Monreale kun 10 kilometer uden for byen. Riget begyndte at
smuldre, mens William den Onde forfulgte muslimerne, og William den Gode
var handlingslammet. Han døde barnløs i 1189, og så opstod der en
konstitutionel krise, som først blev løst, da en slægtning fra det tyske
Hohenstaufen-hus, Henrik 6., satte sig på kongetronen i Palermo.
Den normanniske periode var kort, men satte alligevel enkelte tydelige
spor på Sicilien. I den mere kuriøse afdeling hævder sicilianerne i dag,
at der er langt flere lys- og rødhårede mennesker på øen end i resten af
Italien. Og sandt er det, at når man bevæger sig rundt i Palermo møder
man usædvanlig mange lyshårede mænd og kvinder, der ligeså godt kunne
være født i Kalundborg eller Lemvig. Også når man ser bort fra alle de
kvinder, der i tidens stil farver deres hår lyst.
Det mest iøjnefaldende spor efter normannerne finder man i nutiden i
Palazzo dei Normanni, normannerpaladset, i Palermo. Faktiske blev det
kæmpestore slot grundlagt af en a734 til 212 f.Kr.: Grækernede det
og gjorde det til sit kongeslot - og meget af det oprindeligt
normanniske kan i dag genfindes blandt senere tiders ombygninger og
tilføjelser. Med normannerne indledes også den romanske byggekunst -
rundbuestilen, som for eksempel opleves i domkirken i Cefalù.
|
1000 til 500
f.Kr.: Fønikerne |
Top
↑ |
En stærk hånd
til hele øen.
Den tysk-romerske kejserfamilie sætter sig på Siciliens trone i 1194,
fordi kronpris Henrik af Hohenstaufen bliver gift med den normanniske
kong Roger II´s datter, Constance. Det blev starten på en kort, blodig
periode med adskillige revolter, men under kong Frederik II, som
herskede lige fra Holsten til Malta, kom Sicilien under en fast hånd,
som forandrede meget.
Frederik Roger, som han blev døbt, var søn af Henrik og Constance. Kun
fire år gammel blev han hersker over Sicilien, men som lille skete det
med paven i Rom som formynder. Så reelt var Hohenstaufer-perioden også
en forstærkning af den romerske indflydelse. Drengen voksede op i
Palermo, og i 1220 kronedes han som tysk-romersk kejser samt konge over
Sicilien (hele Syditalien) under navnet Frederik II.
Trods barndommens formynderskab satte han sig ofte op imod pavestyret i
Rom og førte sin egen faste politik, som fik sat en stopper for blandt
andet de jævnlige muslimske revolter. Han respekterede de forskellige
folkeslag og kulturer, ligesom han interesserede sig for antikken,
videnskab og ornitologi. Frederik døde i 1250 og er begravet i Palermos
domkirke ved siden af de store normanner-fyrster.
Kirkens magt blev båndlagt, og militært blev Sicilien styrket gennem
blandt andet en række borgbyggerier i Milazzo, Syrakus (Siracusa),
Augusta og Catania. Et oprør i Messina mod den centraliserede styring
blev slået ned med hård hånd. De stærke feudale godsejere på Sicilien
brød sig ikke om den stærke konge i Palermo, men deres position blev dog
ikke svækket i perioden. Det siger næsten sig selv, at denne solide stat
måtte falde fra hinanden, når dens hoved faldt bort Det skete i 1250, og
Sicilien befandt sig på ny i et magtvakuum med uro og usikkerhed.
Kulturelt og socialt førte perioden under Frederik II til store
forandringer. Den muslimske kultur og resterne af byzantinsk indflydelse
forsvandt. Nogle muslimer blev fordrevet, andre overgik til den katolske
tro. Det arabiske sprog forsvandt forbløffende hurtigt, og i grove træk
kan man tale om en voldsom latinisering af Sicilien.
Kulturelt bevæger vi os ind i middelalderen, og den typiske
middelalder-sonet anses for at være født ved Frederik II´s hof, ligesom
det spidsbuede, romanske vindue delt af en søjle blev udviklet og
forfinet i denne såkaldte svabiske periode.
Frederik II er den sidste hersker over Sicilien, som bor på øen, og fra
nu af mister Sicilien betydning som magtcentrum i Europa og ved
Middelhavet. Efter Frederiks død overgår magten til hans søn Manfred,
som blev dræbt i 1265 på det italienske fastland i en krig mod en fransk
hær. Sicilien er fra nu af en kastebold mellem stærke europæiske
interesser og magter, en situation øen har måttet vænne sig til lige,
indtil det sicilianske selvstyre i midten af forrige århundrede giver
noget af magten tilbage til øens beboere.
|
1265 til
1282: Franskmændene |
Top
↑ |
Kort overgang
mod nye tider
Pavestolen var træt af de opsætsige normanniske og tyske regenter på
Sicilien. I første omgang blev øen bortauktioneret til en engelsk prins,
men i 1268 indsættes den franske konges bror, Karl af Anjou, som konge.
Han boede selv i Napoli og lod Sicilien styre af brutale statholdere.
For at betale for krigsomkostningerne ved at kaste Hohenstauferne ud af
det sicilianske rige plyndrede Karl af Anjou selve øen. Plyndringen
havde karakter af et hævntogt, og franskmændene blev både frygtede og
hadede i den sicilianske befolkning.
Den franske periode var kort, men kulturelt er der tale om en vigtig
overgangstid. Vi er nu på vej ind i gotikken, og i kirkerne viser den
romanske periodes afslutning sig ved, at rundbuevinduerne afløses af
spidsbuevinduer. Tagkonstruktionerne kendes på de mange krydshvælvinger
og ribber. Jesu-fremstillingerne betoner nu Kristi lidelse mere end
nogensinde. Under franskmændene forfines denne stilretning, selv om
netop gotikken aldrig slog særlig stærkt igennem hverken i Italien eller
på Sicilien.
På det politiske plan var der til gengæld stor uro. I 1282 var målet
fuldt. Sicilianerne var trætte af den franske brutalitet. De gjorde
oprør og truede med at myrde alle franskmænd på øen. Oprøret går under
navnet "den sicilianske vesper". Den opsigtsvækkende begivenhed tog sin
begyndelse, da kirkeklokkerne ringende til aftenandagt - vesper -
påskemandag. En fransk politisoldat fornærmede en ung siciliansk kvinde
i kirken Santo Spirito, og så brød det ulmende oprør løs. Alle
franskmænd, der ikke kunne udtale ordet Cicero korrekt, blev dræbt. Karl
af Anjous støtter flygtede i hast fra Sicilien. Sicilianerne havde fået
hævn, men heller ikke mere.
Karl af Anjou kunne ikke finde folk til at generobre Sicilien, og så
opstod der på ny et magtvakuum. Efter Karls død i 1302 blev der sluttet
fred, og Sicilien blev nu lagt ind under Aragonien. Mere end fem
århundredes spansk herredømme stod for døren. |
1302 til 1860: Spanierne |
Top
↑ |
Isolation og
svimlende barok
Efter folkeoprøret "den sicilianske vesper" var franskmændenes position
på Sicilien meget svag, og det udnyttede en lokal gruppe af adelige til
at erobre magten. For at fastholde den inviterede de kong Peter (Pedro)
af Aragonien til at gå i land på det vestlige Sicilien et halvt år efter
oprørets begyndelse. Hermed indledtes 500 år under spansk
overherredømme.
Der opstod voldsomme kampe mellem franskmændene og aragonerne, men de
fleste af disse kampe blev udkæmpet til søs eller på spansk jord. For
sicilianerne var en urolig periode slut. Nu skulle man vænne sig til den
nye hersker, som indsatte sin søn Frederik (Federigo) som vicekonge over
Sicilien. Han var på mødrene side af normannerslægt, men den spanske
periode blev ikke så lykkelig, som den tidligere normanske havde været.
Tvært imod var konsekvensen, at Sicilien mistede forbindelsen til den
italiske halvø og derved udviklingen i europæiske kultur. Renæssancen
nye tanker og ideer fløj forbi Sicilien uden at have nogen nævneværdig
betydning, og det feudale system blev bevaret stort set uændret, hvilket
fastholdt øen i et forældet økonomisk system. De priviligerede klasser
led ingen nød - dertil var Sicilien for frugtbart og generøst - men
mange sicilianere levede i fattigdom.
De mange vicekonger gennem 500 år boede aldrig på øen - og besøgte den
sjældent. Det skabte en svag infrastruktur, der gav frit spil for
korruption og vennetjenester til gavn for en smal godsejerklasse, som
sad på langt størstedelen af landområderne. Det betød, at der ikke som
andre steder i Europa udviklede sig en kulturbærende middelklasse, men
at befolkningen var splittet i to meget ulige dele: en lille og meget
velhavende, adelig overklasse og en stor underklasse af småbønder,
livegne og håndværkere. Det er en ikke ubetydelig forklaring på de
dårligdomme, Sicilien har måttet lide under i moderne tid, vurderer
samfundsanalytikere og historikere Eksempelvis bredte analfabetismen sig
under det spanske regime, og så sent som i 1870 kunne kun mellem 15 og
20 procent af befolkningen læse.
Under spanierne voksede den katolske kirkes indflydelse. Politik og
religion smeltede nærmest sammen, og under inkvisitionen gav det sig
ofte groteske udtryk, hvor eksempelvis en strid om ejendom kunne udvikle
sig til, at den af de to parter, som havde svagest forbindelse til
kirken, endte med at blive anklaget og dømt for kætteri. Et stort jødisk
samfund forsvandt i 1490´erne, fordi kirken forlangte, at de omvendte
sig til kristendommen, og den store albanske emigrantgruppe i
Middelalderen måtte konvertere fra den ortodokse til den katolske
kristne retning.
Ved slutningen af den spanske periode var den katolske kirke øens
største jordbesidder - med større ejendomme end den spanske krone eller
de mest indflydelsesrige familier. Samtidig udviklede isolerede
banditgrupper på den indre af øen sig til en mere organiseret form for
kriminalitet, som senere fik betegnelsen mafia.
Helt mørk var den spanske periode dog ikke. Den stærke katolske kirke
rejste utallige nye kirkebygninger på øen, ligesom de privilegerede
familier opførte en lang række nye paladser. I begyndelsen blev der
bygget i renæssancegotisk stil, men barokken vandt indpas og blomstrede
mere i siciliansk arkitektur end måske noget andet sted i Europa.
Startskuddet kom i form af en voldsom naturbegivenhed. I 1693 lagde et
kolossalt jordskælv det meste af Catania og hele Noto, Raguso, Avola og
Modica på det sydøstlige Sicilien. 5 procent af Siciliens befolkning
omkom på få øjeblikke.
Med i opbygningen var arkitekter, som på dette tidspunkt var stærkt
inspirerede af den romanske og spanske barok, og som ville opbygge hele
byer, som skulle være til glæde og nydelse for deres indbyggere. De
skabte byer og gader med huse fyldt af pyntende detaljer i form af
dekorerede balkoner, figurer, cirkler, søjler, kunstigt løv, dyr,
fabeldyr osv. - alt sammen i en voldsomt dekoreret og gavmild stil. Huse
blev formet, så de kunne ses fra nye overraskende vinkler, blot man
flyttede sig lidt, de havde ofte fremhævede midterpartier, og i byplanen
blev der skabt pludselig åbninger i gaden ned mod for eksempel havet.
Også den sirlige, pyntede havestil med snoede, labyrintiske gange vinder
frem i denne periode.
Barokken er mest dominerende i det jordskælvsramte sydøst. Her er ikke
mindst Noto et besøg værd. I 1615 havde den venetianske arkitekt
Vincenzo Scamotti skrevet værket Dell´idea dell´ architettura, som
udpensler en arkitektonisk idealby efter, hvad vi i dag ville kalde
barokke principper. Værket beskrev placeringen af gader, kirkerne,
hovedtorvet osv., og Noto blev et nærmest fuldstændigt spejlbillede af
arkitektens forestilling. Byen krydses fra vest mod øst af en stor "corso",
hovedgade. Gaden arbrydes midtpå af en stor plads - ligesom der ligger
småpladser jævnt fordelt i længderetningen. Bygningerne på corsoen
udstråler en bemærkelsesværdig ro og elegance, mens barokarkitekternes
interesse for hver eneste harmoniske detalje understreges af kirkernes
og paladsernes varme, gyldne sten.
I nordvest, for eksempel Palermo, finder man også mange barokke træk,
men her kommer stilretningen til udtryk i kirkeudsmykningen, for
eksempel altertavler, eller på enkeltbygninger i byens "pæne" gader.
Palermo har slet ikke en barok byarkitektur som for eksempel Noto eller
dele af Catania. Byplanen i den indre by er stadig den arabiske. Og
kommer længere vestpå - til byen Trápani - er der endnu længere mellem
de oprindelige barokke stiltræk. Men stilarten holdt ved helt frem til
moderne tid. Nygotisk og nyklassisk stil blev anset for at være
reformatorisk og fremmedartet. Sicilien var i sin isolation så at sige
havnet i en tidslomme.
Først omkring 1700, hvor Sicilien for en kort periode kommer ind under
den østrigske krone som et led i en fredstraktat og efter fire år igen
kom under spansk herredømme, trak frisk luft ind over øen.
Administrationen blev fornyet, og skattesystemet blev ændret, så også
sicilianerne fik glæde af indtægterne, ligesom mange af adelens og
kirkens privilegier blev fjernet. Oplysningstiden og den franske
revolutions ideer blev dig holdt langt væk fra Sicilien.
For landarbejderne skete de største forbedringer under Napoleon. I
forbindelse med den franske besættelse fra 1799 til 1815 kom Joachim
Murat til magten, og i en kort periode kom der gang i de tiltrængte
jordreformer og i vejbyggeriet. I 1815 vendte den spanske kongelinie til
magten omend uden spansk støtte. Den største forandring var afskaffelsen
af feudalsystemet i Kongeriget Napoli, som snart skiftede navn til Begge
Sicilier. Men dette var den sidste hilsen fra en periode, der havde
forandret øen fra at være Middelhavets perle og kulturelle centrum til
en glemt og afsondret provins i Europa. De moderne tider bankede på
døren - og de var udklædt som en rødskjortet frihedskæmper fra Genova,
den italienske nationalhelt Giuseppe Garibaldi.
Den spanske periode sluttede med Kong Ferdinand II´s bombardement af
Messina og indsættelse af tropper i blandt andet Palermo. Sicilianerne
var igen i oprørsstemning, og denne gang skulle der for alvor komme en
forandring ud af det.
|
Oprør, krige
og voldsomme forandringer
Det "moderne gennembrud" på Sicilien skete med ét slag, da
frihedskæmper1194 til 1265: Hohenstauferne Marsala på sydkysten med
sine 1000 frivillige frihedskæmpere - udskibet fra Genova. Målet var at
befri hele Italien fra det spansk-bourbonske regime. Det blev
begyndelsen til det moderne Italien, men på Sicilien også til en periode
med opvågnen og voldsomme forandringer.
Garibaldi nedkæmpede med hjælp af mange utilfredse sicilianere al
modstand fra bourbonnerne i løbet af kort tid og sejlede over til det
italienske fastland med sin hær. Få måneder senere kunne han overrække
Sardiniens konge, Vittorrio Emanuele, et samlet Italien nærmest som på
en sølvbakke. I 1870 var hele Italien samlet.
Sicilien fik nu en vis selvbestemmelsesret, og kulturelt blev der lukket
op for den moderne europæiske kultur, som for længst var kommet til
Norditalien og Rom. Men for den brede befolkning på Sicilien var livet
stadig fattigt, og uddannelsesniveauet meget lavt eller
ikke-eksisterende. En revolte blandt sicilianske småbønder blev slået
ned med hård hånd og trods gradvise forbedringer i årtierne omkring
århundredeskiftet kunne det ikke forhindres, at mange sicilianerne
drømte om en ny og bedre tilværelse. Halvanden million sicilianere
emigrerede i årene før første verdenskrig til Amerika - mange af disse
var blevet hjemløse i et knusende jordskælv i 1908 ved Messina, hvor
80.0000 mennesker mistede livet.
I 1912 gik Italien som en forløber til første verdenskrig ind i Libyen.
Mussolini kom til magten i Rom, og han gav Cesare Mori frie hænder ti at
løse mafia-problemet på Sicilien. En god sag skulle man mene, men de
tusinder af arrestationer af mere eller mindre hårdkogte mafiosi
skubbede blot disse endnu længere ind i deres lukkede broderskab og
førte i sidste ende til det modsatte af det ønskede resultat.
Mussolini ville gøre Italien selvforsynende med korn, og Sicilien blev
udpeget til producenten. Det gav gode indtægter til øens landbrug, men
førte også til en mere ensrettet dyrkningskultur og til udpining og
erosion.
Mussolini-periodens ikke længe efter de allierede troppers invasion af
Sicilien under anden verdenskrig i juli 1943. Den amerikanske general
Patton gik i land ved Gela, mens britiske Montgomerys tropper sendte
sine tropper ind i området ved Pachino længere østpå. I alt stod der
160.000 soldater på Sicilien i sommeren det år - den største hær, man
nogensinde havde set på denne ø, som ellers ikke var uvant med krige og
konflikter. De større sicilianske byer led under bombardementer.
Ruinerne ses den dag i dag i Palermo, men værst ramt var Messina, som
først blev indtaget den 18. august.
Fascisternes fald førte en overgang til nærmest anarkiagtige tilstande
på Sicilien, hvor forskellige interesser sloges om magten - både bag
kulissen og korporligt. Separatister, der ønskede Sicilien løsrevet fra
Italien kæmpede ikke forgæves, for i 1946 fik øen selvstyre i stil med
det, som man i dag har på Færøerne - dvs. med eget parlament og egen
regeringsleder, men stadig som en dal af den italienske republik, som
blev genetableret efter krigen.
Italiens efterkrigstid blev præget af to partier, kommunisterne og de
kristne demokrater. Det sidste parti havde en tredjedel af sine
medlemmer på Sicilien, som trods fattigdom og manglende udvikling
generelt frygtede en kommunistisk magtovertagelse. Siciliens
industrielle udvikling har været svag, men der findes i dag store
olieraffinaderier i Augusta-bugten nord for Syrakus. De opstod i
forbindelse med fund af olie i Ragusa og Gela i 1950´erne.
Landbruget har beholdt sin væsentlige position på øen. Oliven og
citrusfrugter fås næppe i højere kvalitet noget sted i verden, og
sherrytomaterne fra Pachino er legendariske. En væsentlig eksport af
landbrugsvarer er ved at blive stablet på benene, men selv de mest
inkarnerede sicilianerne erkender, at manglende effektivitet, korruption
og en forældet samfundsstruktur har ført til, at Sicilien slet ikke har
udnyttet sit økonomiske potentiale. Det giver samtidig anledning til
optimisme med henblik på fremtiden - nu skal det gå fremad. Og den
menige sicilianer kan da også se samfundet blive rigere dag for dag,
samtidig med at de traditionelle dårligdomme får mindre og mindre
betydning.
Den nye velstand skyldes blandt andet den voksende turisme på især den
østlige del af øen. Millioner af Nordeuropæere drager hvert år til øen
for at få sol og for at opleve den italienske stemning. De lægger
milliarder af kroner, men opdager sjældent det sande Sicilien uden for
turistmekkaerne i Taormina og Naxos. Mod vest ligger der et muligvis et
kolossalt turistpotentiale og venter, og når det sicilianske skolesystem
får styrket sin undervisning i fremmedsprog, vil også den selvbevidste,
men meget gæstfri sicilianske befolkning blive en væsentlig del af øens
attraktioner. I dag er engelskkundskaber ud over 10 standardgloser
sjældne, selv blandt ungdommen.
Selv om myndighederne på Sicilien - blandt andet støttet af EU-midler -
yder en brav indsats for at bringe regionen ind i den moderne tid, er
øen stadig relativ fattig - og domineret af småindustri, håndværk,
familieejede butikker og små landbrug. Til gengæld har naturen,
gastronomien og en traditionel livsstil med årtusindgamle rødder
overlevet ret uspoleret. Det er med til at gøre Sicilien til en
rejseoplevelse i særklasse - og har bevaret madkulturens høje kvalitet.
Den moderne sicilianer er livsnyder, madelsker og troende katolik, og
kirkerne fyldes hver søndag formiddag - hvorefter interessen for
mændenes vedkommende vender sig mod fodboldklubberne Palermo og Messinas
ugentlige præstationer i "serie A".
Sicilianerne vender nu blikket mod omverdenen. De har opdaget det øvrige
Europas fascination af regionens fantastiske madvarer, af kulturen og af
den storslåede natur. De unge kvinde har også opdaget, at man ikke
behøver isolere sig fra det offentlige liv, og de ønsker i samme grad
som de unge mænd at realisere sig selv. Familien er stadig stærk, men
individets egne behov er som andre steder ved at blive den idealiserede
livsstil. Bagsiden af medaljen er en kraftigt faldende fødselsrate
ligesom andre steder i Europa.
Den moderne sicilianske kultur i lige så lidt entydig, som den altid har
været. Forlader du hovedstrøgene i Palermo og bevæger dig ind i de
slidte sidegader, oplever du både sort-afrikansk og arabisk-marrokansk
kultur. Nye indvandrere er kommet mere eller mindre legalt til øen, og
de har udviklet deres egen sidegadekultur med en emotionel og medrivende
musik, so man ikke hører mange andre steder i Europa.
Sicilien er stadig en smeltedigel ved Middelhavet. Derfor er der altid
noget uopdaget, en voldsom kontrast og en stærk ægthed over Sicilien -
træk, som ellers er forsvundet fra det gennemkontrollerede Europa. Det
er måske de kulturelle adelsmærker, som står stærkest i ens bevidsthed,
når man har besøgt den fascinerende ø, som nu iler ind i det 21.
århundrede. |
|
Tilbage
|
|