Da
vi forlod Caorle viste vi ikke hvor vi skulle hen udover at vi ville
besøge Venedig på vejen. Vi kunne se på kortet at der sejlede en båd fra
et industriområde ved navn Fusina syd for Venedig. Venedig er en meget
speciel by som man kun kan beundre. Vi fik gået en god lang tur, så lang
som Jakob på 3½ år kunne holde til, og var enige om at vi måtte vende
tilbage når han blev større.
Fra Venedig gik turen til Cervia lige nord for Ravenna. Også her er der
tale om turistparadis med diskoteker om aftenen, hotelturister og
parasoller på stranden i tusindvis. Faktisk måtte vi dårligt bade uden at
have købt en liggestol. Det er meget frustrerende når Jakob og Estella
under ingen omstændigheder kan tåle at ligge en hel dag på en strand.
Campingpladsen havde heldigvis en pool som vi benyttede flittigt.
En dag brugte vi på at køre til lilleputstaten San Marino. San Marino
er placeret på en bjergtop og er en meget fascinerende lille by. Her er
alt hvad hjertet kan begære af lædervarer, legetøj, smykker og meget
andet, typisk for en skattefri stat. Vi parkerede nedenfor bjerget og tog
bjergbanen op da byen har meget begrænsede parkeringsmuligheder.
Det var i øvrigt på campingpladsen i Cervia vi første gang oplevede den
"hollandske model" som vi siden er støt på så mange gange. Overfor os lå
en hollandsk familie med alt hvad man kan forestille sig af udstyr, lige
fra cykler til div. badedyr og et sammenklappeligt køkken. Hver aften når
der skulle laves mad, hev mutter en færdigret frem som kun skulle tilføres
vand og koges for at kunne spises. Manden sad hver dag med meget lange
øjne når vi begyndte at tænde op i grillen og tilberede det ene lækre
måltid efter det andet. Siden har vi på andre campingpladser oplevet
hollændernes forkærlighed får pulversupper og dåsemad. Det er utroligt, og
i øvrigt meget trist, at man tager til et gourmetland som Italien og så
medbringer sin egen "tørkost". Vi har også set danskere gøre noget
tilsvarende som om man ikke kan købe mad i Italien (eller andre steder for
den sag skyld), hvad tror folk at de lande lever af?
Da vi skulle pakke sammen (efter en regnvejrsnat) kom vi til at snakke
lidt med hollænderen, da han så hvor nemt vi fik pakket vores grej. De
boede på den samme plads hele ferien (3 uger) da det tog flere dage at få pakket
alle deres ting sammen. Det viste sig, at de både havde en trailer og en tagboks for at have plads nok til det hele. Det blev her meget tydeligt
hvor stor fordel det er at begrænse sig, så man har mulighed for at flytte
når man har lyst.
Som nævnt var Estella ikke den store campist da vi startede turen, men
hun kom hurtigt efter det. Jeg foreslog at vi kørte til Rom, en by som jeg
havde hørt så meget om og gerne ville opleve. Jamen, sagde Estella, det er
jo frygtelig langt væk. Jeg argumenterede med at 500 km fra eller til
gjorde ikke den store forskel og så vendte vi næsen mod Rom.
/Martin