Turen fra Lucca til Gorfigliano tager laaaang tid at køre første gang. Her er virkelig snoede veje, så det kan blive til noget. Vi aner ikke på daværende tidspunkt noget om hvad det er for et område vi er landet i, men synes at der er meget smukt med de høje bjerge og de store skove.

Dagen efter vi er landet kører vi en tur ned til Grotta del Vento for at kikke på drypstenhuler. Der er to forskellige ture, vi vælger den korte. Det er en meget interessant grotte hvor det meste er oversvømmer vinter og forår. Grotten er i øvrigt først blevet opdaget for få år siden.

Da vi kører ned igen mod Galicano, kommer vi forbi klosteret L'Antica Trattoria dell'Eremita oppe midt på en klippeside. Vi finder vejen derop og bliver glædeligt overraskede over at det var en restaurant, nu var det jo frokost og vi var godt sultne efter grottebesøget. Maden er udsøgt og vi får en rigtig hyggelig eftermiddag med udsigt over dalen. Mens vi sidder og spiser falder vi over en bog hvorpå der står Toscana. Ordet har vi hørt før men aner ikke hvad det er så vi ringer til Estellas "papmor" for at høre hvad der er med Toscana. Vi får at vide at det er et område i Italien som er kendt for sine kulinariske oplevelser :-) Uden at vide det er vi landet i et af Italiens mest kendte "madområder".

Tilbage på campingpladsen er en flok gamle mænd fra byen i gang med at lave en udstilling om marmor til en forestående marmorfestival som skal afholdes på stedet. Det er en oplevelse at kikke på deres arbejde. Jo planlægning er det halve arbejde, men i dette tilfælde er planlægning af en karakter som vi aldrig har oplevet før. Der bliver snakket, drukket vin snakket noget mere og først dagen efter begynder der at ske lidt. Mens vi står og overværer dette morsomme indslag kommer campingfatter og tilbyder os et glas tår vin. Vi får hver et glas hvidvin og det smager. Det viser sig at de har en type mousserende hvidvin på fad som de tapper af. Den adskiller sig fra champagne ved at være mere frisk og uden antydningen af bitter eftersmag (vi kan rigtigt godt lide champagne skal jeg huske at sige), en herlig drik i varmen. Om aftenen går vi ned og køber en kande af denne herlige drik og sidder og hygger os efter børnene er lagt i seng. Den aften bliver vi enige om at vi fungerer så godt sammen, at vi lige så godt kan gifte os. Da Estella på det tidspunkt er 29 år, bliver vi enige om at afholde brylluppet dagen før hun fylder 30, tilfældigvis en lørdag, for at undgå at få en masse peberkværne som vi ikke lige står og mangler.

At marmor fylder meget i området ses tydeligt. Alle vegne er der marmor og det er tydeligt at de er overordentlig stolte af deres tradition.  Brydningen af marmor har i dette område fundet sted i over 1000 år. I den fjerneste ende af byen er et hold kunstnere i gang med at lave skulpturer i en konkurrence som afholdes hvert år. I stedet for at køre udenom bjergene hver gang vi skal fra Gorfigliano, finder vi et lille pas til Vagli og passerer derved det marmorbrud som har udgjort Gorfiglianos største indtægtskilde gennem tiderne. Vi stopper en dag og går en tur for at få syn for sagen. Det er tydeligt at marmorbrydning er en farlig "sport". Der ligger flere huse som har fået løbske sten i taget og derfor ikke i brug længere.

Piza bliver også besøgt. Vi kører over de høje bjerge ud til Carrara og derfra ned til Piza. Bjergene fra Gorfigliano ud til Carrara er meget golde med dybe kløfter og det tager sin tid at køre strækningen. Det er også et stort problem at vores kort ikke indeholder alle vejene i området, så der er en del gætteri på turen. Det skæve tårn og marmorkirken er klart en tur værd. Desværre var det skæve tårn lukket for turister, da det stadig var under renovation (opretning så det ikke væltede). Efter Piza gik turen til Lucca. Som nævnt er Lucca en prægtig fæstningsby som vi gik en god lang tur i. Vi var lidt skuffede, der var lidt for meget "turistknas" efter vores smag.

I stedet for at køre til Maranello på en endagstur bliver vi enige om at finde en anden campingplads lidt nærmere, det tager meget lang tid at bevæge sig rundt i disse bjerge.

Det er med vemod at vi forlader Gafagnana, som området i det nordlige Toscana hedder, det er helt sikkert et område vi vil vende tilbage til på et senere tidspunkt. Som en krølle kan nævnes, at da vi kom hjem og begyndte at studere rejsebøger, så blev området nord for Lucca betegnet som ubeboet med høje bjerge med sne på toppen. Vi så ingen sne og jeg tror personligt at de mange som bor i disse bjerge vil blive meget kede af at få at vide at området er ubeboet....

/Martin