Tirsdag den 9. juli

Badedag der udviklede sig i en rystende retning.

Dagen startede med spisning ved teltet herefter gik vi ned og badede mens "vor mor" færdiggjorde dagbogen for de foregående dage.

Vi havde besluttet at køre en lille middagstur for at købe frokost. Vi var enige om lige at smutte forbi Salilunte og kikke på nogle flere templer. Da vi havde ledt efter templerne nogen tid, så vi et skilt med en pil til højre og pligtopfyldende som vi er drejede vi til højre ved første vej. Og der var nogle flotte templer, vi kørte lige ved siden af dem. Rundt om gik der gloende turister i den stegende hede. Vi undrede os over at vi havde fundet en seværdighed der ikke var ødelagt af boder og billetsalg. Det havde vi nu heller ikke, på vej ud mødte vi både billetkontrol og boder, vi kørte bare ud!!! *GGGG*

Turen gik videre til Marsala ad hovedvejen, ud forbi Siciliens vestligste punkt, op langs kysten og se på deres saltudvinding af middelhavssalt ved Trapani.

Turen tilbage til campingpladsen  gik over indlandet til Salemi, det var et kæmpe vinområde der strakte sig over hele området mellem hovedvej S115 til S624 og S113, med meget sparsom beboelse, det tydede på stordrift. De få byer der var i området (Partanna, Montevago, Sta Margherita & Menfi) var meget nye og lige firkantede med moderne kirker. Vi undrede os meget over hvordan dette kunne være. Da vi ankom til Montevago blev man mødt af en nærmest spøgelsesby - agtig stemning, forladte og halvt ødelagte huse. I Sta Margherita var der først kun nye huse, men så fandt vi oppe bagved byen en hel bydel med væltede huse, den gamle kirke stod tilbage med kun 2 mure. Der gik virkeligheden op for os; hele området havde været ramt af et meget voldsomt jordskælv. Vores umiddelbare gæt var at det var 10 - 20 år siden.

Vi havde forsøgt at få handlet siden Partanna, men det var ikke umiddelbart nemt at finde butikkerne og bylivet. Vi besluttede at spise pizza på campingpladsen.

Efter middagen fik vi en sludder med campingmutter og fik at vide at vide at der havde været et meget kraftigt jordskælv i området i 1968. På grund af den meget uhyggelige stemning i området besluttede vi at tage tilbage til Etna den følgende dag.

/Estella

Tilbage

Næste feriedag