Onsdag den 2. juli

Syd for Firenze blev Camilla og Estella puttet og så gik det gennem den Italienske nat mod Villa S. Giovanni hvor færgen til Messina sejler fra. Motorvejen fra Firenze til Rom er smal og snoet med kun to spor i hver retning og med 1 mill. lastbiler så det går ikke så stærkt. Mellem Rom og Napoli er der fin vej med tre spor i hver retning og ikke så megen tung trafik. Betalingsmotorvejen slutter lige nord for Salerno, men i modsætning til sidste år blev vi ikke ledt ud på en lang omvej for at komme på den sydgående motorvej. De er virkelig kommet langt på det år der er gået siden vi sidst kørte strækningen. Kun få steder var der vejarbejde og man kunne holde en rimelig gennemsnitsfart. Der er hastighedsbegrænsning mange steder på den strækning med 60 og 80 km/t gennem svingene men man kan snildt køre 120 og 140 i stedet og så bliver det til noget. Eneste ulempe er at man bliver øm i nakkemusklerne efter et par timer. Vi nåede til Villa S. Giovanni kl. ca. 6:30 og sejlede med en gammel Helsingør - Helsingborg færge. De har end ikke malet den om eller udskiftet skiltene på dækket som stadig står på Dansk og Svensk.

Vel ankommet til Sicilien kl. ca. 7:30 begyndte sulten at melde sig og vi kørte op mod Etna for at finde en by hvor vi kunne købe lidt morgenmad. Vi ledte efter en by med et hyggeligt torv hvor vi havde spist morgenmad sidste år men uden held. Det endte med at vi spiste på trappen foran kirken i Lingua Glossa.

Herfra fortsatte turen op mod det nordlige besøgscenter, så langt nåede vi dog aldrig. Vejen var spærret af lava og vi gik ud for at få syn for sagen. Her gik det virkeligt op for os hvilke kræfter der er på spil. Vejen var spærret men når man gik op på lavaen var den flere kilometer bred og havde fjernet alt på sin vej, det nordlige besøgscenter eksisterer ikke mere!!!

Benzin var ved at være en mangelvare så vi kørte til Milo, hvor vi havde camperet sidste år, for at tanke. Her var der også tydelige spor af sidste års udbrud, det halve af byen havde slået revner og var stivet af med stolper, enkelte huse var endog skvattet helt sammen.

Vi drog derefter op til det sydlige besøgscenter for at kikke på forholdene. Her kunne vi også konstatere enorme ødelæggelser. Afgangsstedet for eksekutioner sidste år, en tre etagers bygning, var simpelt hen helt væk, det samme var den store plads hvor der stod et utal af boder sidste år. Pladsen rummede også et center der forkede i vulkanen, den bygning var ligeledes ”skyllet” væk. Det eneste der er tilbage er en restaurant.

Nu trængte vi til en bid mad igen og kørte ned til en restaurant, som vi spiste på sidste år, for at få en pastaret hver. Efter maden tog jeg en ½ time på øjet i bilen mens Estella og børnene hyggede sig med dagbog mm.

Nu gik turen direkte til Portopalo (Sicilien sydligste punkt) for at slå telt op. Aftensmaden blev lidt primitiv med spagetti + revet ost og tomatsovs. Vi sov alle tungt den nat.


/Martin

Næste dag