Søndag den 6. juli

Morgenmad og sammenpakning, afgang kl 10:00 fra Camping Passero. På vejen mod Palermo ville slå et slag forbi Piazza Amerina for at kikke på deres berømte mosaikker. Mosaikkerne er fra romerrigets tid, altså omkring 2000 år gamle, alligevel er de fantastisk velbevarede. Der er adskillige tusind m2 med mosaik i det der engang har været et storslået palads. Mosaikkerne er lavet med bitte små stykker marmor ca. 1 cm2 i forskellige farver og skildrer livet på den tid.

Da vi skulle til at køre videre fra parkeringspladsen, dukkede der en dansk indregistreret Pegout op! Vi spurgte hvad i alverden de lavede der og hvad der fik folk til at køre på langt i bil. Det viste sig at de var lige så bidt af Italien som vi er, og vi fik en god sludder om alle de steder der er værd at se. Det viste sig at de havde ”snydt” og havde taget færgen fra Napoli til Palermo i stedet for at køre hele vejen som vi havde gjort.

Vi kørte ind til Piazza Amarinas storslåede kirke og spiste frokost på pladsen foran. Underholdning var der nok af selvom kirken var lukket. En amerikansk familie i en lejet bil skulle absolut klemme sig ind mellem et træ og en Fiat der allerede holdt under træet med en grim bule til følge. Det som undrede os mest var, at ingen gik ud for at se hvad der var sket, hverken amerikanerne eller den italienske Fiatejer som sad på en bænk lige ved siden af og overværede det hele…

Da vi forlod Piazza Amarina så vi landbrug som vi aldrig har set før, kaktus marker så langt øjet rakte. Store ”øretævekaktus” i lange lige rækker, godt man ikke er landmand her.

Nu gik det så nordpå, først af almindelig ved til Enna og herfra ad motorvej til Palermo. Lige da vi var kørt på motorvejen kørte vi ind på en rasteplads for at få en is. Vi startede med at gå på toilettet. Da Jakob og jeg stod på herretoiletet sagde Jakob lige så tørt ”her lugter ligesom hjemme på fars toilet”….. Jeg vil undlade her at uddybe hvorledes et italiensk motorvejstoilet ”dufter” i 35C!!!!

Vest for Palermo er der en del badestrand og campingpladser. Det endte med at vi fandt den skønneste lille plads (40-50 enheder), lige ned til vandet. Camping Nausicaa ligger placeret på en hylde ca 20 m over havet og med nedgang lige ned til en dejlig børnevenlig sandstrand. Nærmeste by er Castellammare del Golfo, som er en tilpas stor til at der også er lokal handel og priserne derfor ikke er skruet op til "turistniveau".
Aftensmaden blev meget simpel med en gang pasta med tomatsovs.

Godnat.

/Martin

Næste dag