Mandag den 14. juli

Opbrud!
Sammenpakning, morgenmad, et morgenbad og så af sted.
Brunos campingplads er feriens billigste 104 € for 4 overnatninger. Bruno kunne ikke finde hoved og hale i datoerne og ville absolut have det til at være 8 dage vi havde været der. Til sidst gav han sig og ændrede datoen for ankomsten til den 16 juli, så passede det med 4 overnatninger?????

Så gik det ellers mod Taranto. Trafikken her i Calabrien er noget anderledes end andre steder. Folk kører nok "friskt" men ikke så stærkt som ellers. Mange overholder ligefrem hastighedsbegrænsningerne - hvad gik galt? Efter nogle 10 km fandt vi forklaringen. Vi har ikke før set så mange patruljevogne der stoppede folk som her!

Kl. 13 selvfølgelig (Siestaen starter kl. 13) opdagede vi at tankens indhold nok ikke lige kunne række til kl. 17 når tankstationerne åbnede igen. Vi smuttede ind på en Esso, der så ud til at have åben - ingen benzin i hanen? Inde i butikken begyndte "benzinfatter" at øvle på tysk til os, vi gik ud igen, men han fulgte bare efter. Han blev ved på tysk selvom Estella prøvede at kommunikere med ham at vi ikke forstod hvad han sagde. Han fulgte bare efter. Nu var Estellas lunte ikke længere og hun vendte sig om med "røg ud af ørerne". Manden fik besked på Italiensk at vi ikke talte tysk og at han kunne benytte sig dansk, engelsk eller italiensk hvis han ville sige noget, færdig. Nu fes det vist ind, han lyste helt op ved ordet "italiensk" (Italiano, red.) og begyndte at forklare at der kom en tankpasser om 15 min, og så kunne vi tanke! Vi benyttede hans toilet og kørte videre til en anden tank, vi havde fået nok!

Lige før Taranto drejede vi mod Alberobello. Estella havde fået at vide af en kollega at der skulle være nogle "huler" som folk havde boet i, mere vidste vi egentlig ikke. Kortet viste ikke noget interessant om området. På vej S377 med Nod Noci, begyndte der at dukke huse op med pudsig facon. Små hytter med spidst tag af sten. Nu steg nysgerrigheden, hvad brugte de hytterne til og hvordan så de ud indeni?

I Alberobello er der en hel bydel med disse huse og vi gik en tur og kiggede på disse sære huse. Inde i en souvenir butik var der en sød dame som fortlate at grunden til konstruktionen var at man ikke havde cemt i området for 600 år siden og derfor byggede huse af sten som var selvbærende i konstruktionen.
Lidt souvenirs blev købt og vi kørte ud for at finde en campingplads. Vi kørte lags kysten fra Fasano mod Brindisi og fandt en plads i Costa Merlata, hvor tletet blev rejst. Pladsen har fin skygge og alle pladser har deres eget bad/toilet.
Aftensmaden blev indtaget på restauranten på pladsen. Servitricen (Barbara fra Milano) fortalte at der var underholdning for de små kl. 21:30. Ungerne brugte den sidste energi på at danse og så var det ellers i seng!

/Martin

Næste dag