Onsdag den 23. juni 2004

Da vi stod op var det totalt overskyet.. Jakob sov længe, han havde være plaget af sine myggestik i nattens løb. Efter hans morgentoilette fandt han en flot næsehornsbille som han mente vi skulle se hvorfor den blev bragt til teltet.

Jeg blev ved med at være optimist og sige at det bare var morgendis men indrømmet, det er lidt svært at bevare optimismen når morgendisen drypper og i øvrigt bliver hængende til over middag. Vi besluttede at køre en tur til Sines for at se hvordan der så ud og finde et sted at handle. Det viste sig at Sines åbenbart er Portugals eneste oliehavn med dertil hørende raffinaderier hvad byen i høj grad bærer præg af. Alene lugten gør at man ikke har lyst til at købe ind. Vi kørte i stedet tilbage til Santiago for at kikke på faciliteterne. Her fandt vi et marked med alverdens frugt, grønt og fisk. Vi købte ind til aftensmaden som vi på det tidspunkt forestillede os skulle bestå af guf fra grill.

I byen fandtes også en gammel borg og nogle Romerske ruiner som vi gerne ville kikke på. Først tog vi op til borgen. Trist syn, hele det indvendige var væk og omdannet til kirkegård. Den Romerske ruin var lukket men det vi kunne se over hegnet var ikke værd at bruge tid på, lidt huller i jorden og rester af lidt murværk (vi er nok noget forkælede med de sidste års ferier på Sicilien i baghovedet).

På vores køretur gennem landskabet havde vi undret os over at så mange træer manglede barken så vi stoppede og kikkede nærmere på "fænomenet". Det viste sig at have en helt naturlig forklaring nemlig kork som Portugiserne skræller af de korkege som står langs landevejene. Flere steder lå store bunker kork på folks gårdspladser.

Vi kørte derefter til en lille by Melides 8 km fra Campingpladsen. Her var butikkerne lukkede men vi ville lige have en is og gik ind på noget der lignede en bar (der er barer alle vegne i Portugal). Det viste sig at de serverede mad og vi bestilte frokost. Efter maden spiste vi is og det hele kostede kun 25 Euro... Midt på torvet var der en meget spektakulær skulptur som forestille en masse stablede bøger i marmor.

Da vi havde spist til frokost skinnede solen det bedste den havde lært og vi kørte tilbage til campingpladsen for at bade i poolen resten af eftermiddagen.. Ungerne var helt syge med at springe i vandet hele tiden.. Jakobs speciale var maveplaskere.

Da det jo er skt. Hans aften i aften har vi valgt at fejre det ved at gå ned til havet og spise aftensmad mens solen går ned over Atlanten. Her i Portugal er det tilsyneladende ikke tradition med bål eller anden form for højtidelighed pga. sommersolhverv. Vi medbragte vores campingstole og plantede os så nær havet som det var forsvarligt, et fantastisk skue.

/Martin

 Næste dag