Mandag den 28. juni 2004

Camilla er taget med Isabelle, Melene og en veninde til byen, vi andre fire kørte en tur ned til Gibraltar. Det er ret tydeligt at Spaniolerne er noget gnavne over Englændernes tilstedeværelse på Gibraltar. Alene det at komme til og fra den elendige klippe er en plage, ren chikane. Det er lidt pudsigt, der er skilte på motorvejen med 1075 km til Barcelona men kun et enkelt i hver retning til Gibraltar og først lige før man skal af motorvejen. Mona fortalte senere at Englænderne arrangere kongeligt besøg på Gibraltar i anledning af 300 året for englændernes overtagelse, hvilket havde udløst en større diplomatisk krise mellem de to lande.

Vi var egentlig ikke klar over hvad der var på stedet udover altså en klippe der rager op af vandet. Allerede på vejen derud bliver man klar over at det er lidt specielt, der er jo meget lidt plads så man har "valgt" at lave en lufthavn med start og landingsbane på tværs af den vej man kører af for at komme ud til øen. Det betyder så at vejen bliver spæret for trafik når et fly skal starte eller lande. Oppe på klipperne er der en vild bestand af aber som vi selvfølgelig gerne ville se. Vi kørte først ud til spidsen for at se fyret. Ved spidsen er også bygget en meget flot moske. De startede med at "jamre" ud af højtalerne netop som vi forlod stedet.

Vi fortsatte med at "udforske stedet" og mødte hurtigt de berømte (berygtede) aber. At aberne er berygtede hænger sammen med at de glemmer at betale når de køber noget, aber er jo som bekendt ikke et pungdyr. Vi så faktisk en abe på indkøb i en kiosk men uheldigvis for aben var kioskens kassedame hurtig med en kost. Toppen af Gibraltar klippen er naturreservat og det var forholdsvis dyrt at køre derop, 30 euro for to voksne, to børn og en bil. Turen var dog det hele værd. Der er bla. en drypstenshule man kan besøge. Inde i hulen er der lavet koncertsal, det må være ret fantastisk at opleve koncerter under de vilkår. Højere oppe på klippen kan man komme ind i nogle gamle tunneller  som Englænderne har laver for at forsvare sig mod Spaniolerne. Det mest fantastiske er at det i Gibraltarklippen er ikke mindre en 50 km tunneller som Englænderne har lavet i tidens løb. Alt det materiale man har gravet/sprængt ud af klippen er det der er brugt til at anlægge lufthavnens start/landingsbane. Alle vegne i tunnellerne er der huller i klippen hvor der er anbragt kanoner der peger mod Spanien (der er sikkert endnu flere der peger ud mod Gibraltarstrædet?).

Da vi kom tilbage dasede tøserne ved poolen, de havde vist også haft en hyggelig dag. Alle ungerne hoppede i poolen indtil vi skulle gå en tur for at få noget at spise. Vi endte dagen med at spise på "kanten" af middelhavet. Vi smagte alle mulige spanske fiskeretter, det smagte forrygende. 

/Martin

Næste dag