Vi startede med at besøge de engelske allieredes kirkegård lige i udkanten af selve byen Cassino. Det er en fantastisk flot kirkegård hvor intet er overladt til tilfældighederne, selv åkanderne i det sirligt passede vandbassin er nippet i den rigtige facon. Der hviler 4266 faldne englændere, canadiere, australiere, indere og en enkelt sydafrikaner, under de snorlige rækker af gravsten. Det er en meget flot gestus til de mange der måtte lade livet i forbindelse med en krig, som i vores øjne virker totalt meningsløs. På kirkegården står, at der i alt faldt 47.500 i forbindelse slaget om Mont Cassino. Det er umuligt ikke at blive grebet over dette spild af unge menneskers liv, og jeg havde svært ved at finde ord mens vi gik rundt på pladsen.

Efter denne oplevelse trængte vi til lidt opmuntring og gik en tur på et lokalt marked, for at se om der var noget vi ikke kunne undvære. Kira og Camilla fik købt lidt "nips" og vi voksne kunne ikke stå for en kasse abrikoser til 5 Euro :-) Markedet bestod af 60% skohandlere.

Da vi forlod Cassino kørte vi til en lille by Caira, hvor en tilsvarende tysk kirkegård befinder sig. Selve kirkegården er placeret rundt om en høj i byen og her hviler i alt 20.057 dræbte tyske soldater. Igen er der tale om et meget smukt mindesmærke over de meningsløse liv som blev ofret omkring Mont Cassino. Læg mærke til de mange sten, der ligger 6 tyske soldater for hver sten. I den tilhørende udstilling stod der, at kirkegården er "et minde om de mange ofre for krigens vold og grusomhed". Meget tydeligere kan det ikke siges, ikke noget med at tage parti, alle de implicerede soldater som civile, uanset side, var ofre. Det er krigen der er grusom, ikke det enkelte individ. Det er en meget smuk betragtning og minder om hvor vigtigt det er at kunne tilgive og vaske tavlen ren, for at kunne komme videre med sit liv.

Senere på dagen erfarede vi hvorledes historien hang sammen. Under krigen var Italien som bekendt allieret med Tyskland da Mussolini åbenbart var "gode venner" med "ham" med tandbørstemustachen. I slutningen af krigen gik de allierede, med England i spidsen, i land i Syditalien og på Sicilien og kæmpede sig op mod Rom. Mont Cassino var den sidste bastion før Rom "faldt" i de allieredes hænder, hvorfor tyskerne kæmpede imod med "næb og klør". For at undgå at kunstskatte, i form af især gamle skrifter, skulle falde i "fjendens" hænder, blev disse effekter transporteret i sikkerhed i Rom. I begyndelsen havde de allierede forsøgt at skåne Mont Cassino og kæmpede indædt for at indtage stedet uden luftstøtte. Dette mislykkedes dog, og efter mange ugers kamp bumpede man hele bjerget tilbage til stenalderen. Efter krigen er dette prægtige kloster heldigvis blevet genopbygget.

Til forskel fra de seværdigheder vi ellers har set i Italien med død og ødelæggelse som har mellem 1000 og 2000 år på bagen, så virker dette betydeligt stærkere, eller tættere på om man vil, da det trods alt "kun" er 60 år siden at disse uhyrligheder fandt sted. Vi glæder os meget til at se stedet på mandag.

Vi forlader for denne gang det historiske. Vi falder over et lille "Alimentari" hvor vi køber ind til frokost, hvorefter vi bliver enige om så småt at tage tilbage til campingpladsen, for at slappe lidt af. På vejen kører vi gennem en meget smuk by med en masse "slotte" ved navn Delmonte Castello, hvor der var de første 6 "castello" i midten af byen, samt en meget fin gammel kirke med kuppel og et par forfaldne tårne.

For at komme tilbage skal vi, som i morges, passere et pas der er 1500 m højt. Vejene er brede og med moderate sving, sving som åbenbart appellerer til motorcyklister, for jeg skal love for at de får kørt. På toppen af passet ligger en restaurant som udefra ser lidt primitiv ud. Vi bliver enige om at indtage frokosten der, og i stedet gemme indkøbene til et beskedent aftensmåltid. Maden er fremragende og vi er meget mætte da vi forlader stedet.

Udenfor stor en del af de motorcykler som vi har mødt køre den ene eller anden vej og som motorcyklist (dog midlertidig uden motorcykel) kribler det noget i fingrene, for at være med ude at "lege". En enkelt "knallert" udenfor, kan virkeligt få blikket til at blive sløret og hårene til at rejse sig over hele kroppen, en Ducati 999s. Og når man kikkede på dækkene på denne prægtige køremaskine, så er der ingen tvivl om at ejeren mente denne cykel dybt alvorligt, den skulle bruges til lige netop det den var lavet til, køre ræs! Nyd de klude, de er brugt lige til kanten....! Gid det var mig.......

Aftenen afsluttes med en gang "tips", rødvin og en bid mad inden Emil fra Lønneberg udfolder sine skarnsstreger i de Italienske bjerge ved nattetide.

/Martin