Onsdag den 22. juni 2005

Køreturen er forfærdelig for chaufføren. Motorvejen til Napoli byder ikke på det store, udover 3 flotte spor i begge retninger, men de sidste 500 km motorvej mod Reggio C. bliver et mareridt. De sidste to gange vi kørte turen, havde vi egentlig indtryk af, at arbejdet med vejen skred frem. I år, to år efter sidste tur, var forholdene forværret til det uudholdelige. Problemet er tilsyneladende, at man starter på at forbedre vejen 117 steder på en gang, og ikke for noget laver færdigt. Resultatet er en vej hvor der er vejarbejde på over 50% af strækningen. Vores frustration kulminerede da vi skulle tanke kl. 03:00 og blev mødt af en tankpasser som ikke ville sælge benzin .. Alle benzinstandere var overklistret med skilte, som bedyrede strejke pga. de forhold som hersker på motorvejen mellem Salerno og Reggio C. Tankpasseren var nu flink nok, og forklarede, at nu ville de  ikke længere finde sig i (være vidner til) det utal af ulykker, køer og meget andet som følge af de mange vejarbejder, hvorfor alle tankstationer på strækningen nægtede at sælge brændstof. Slutteligt viste han på vores kort, hvor vi kunne få benzin ved at tage en afkørsel kort efter.

Kl. 06:00 trillede vi hen foran Afrodite Camping som bestyres af Bruno og stor var forundringen over det vi fandt. Alt hang i laser, græsset var brunt, baren halvt faldet sammen osv. Det ser underligt ud og vi bliver hurtigt enige om, at finde et andet sted. Vi ser på kortet at der er en masse pladser på en halvø lige nedenfor Crotone. Der er godt nok lidt langt til Donna Luna, men så må vi lave vores egen "månefest". Vi finder alle tiders plads, Alfier Camping . Pladsen ligger på 1. parket til havet og fra teltet er der 8 m til vandet. Stranden er "ca. sand" så der er ikke et øje tørt. Estella og jeg rejser teltet, det lykkes faktisk at slå pløkke ned i mellem stenene under den fine overflade, og ungerne slapper af. Jeg tager herefter en lur mens Estella og Jakob drager til byen for at handle frokost og aftensmad. De vender hjem med to bøffer på tilsammen 1,5 kg! så nu er der nok en ko på en mark der mangler et "hjørne".

Turens første badetur bliver gennemført. Det er nogen gange interessant hvad man finder på stranden eller i vandet. I dag var det er 8 armet blæksprutte der var vældig interesseret i vores badning. Det var fantastisk at opservere hvordan den kan skifte farve når den bevæger sig rundt.. Estella brød sig dog ikke om at jeg flyttede den sten den gemte sig ved og derfor i stedet søgte tilflugt ved hendes fødder. Jeg kan ikke beskrive hendes reaktion eller hendes lyde der fremkom da den "befamlede" hendes fødder :-)

Aftensmaden blev tilberedt på grillen og det var med nød og næppe, at der blev plads til pølserne på grillen.

Da kl. blev godt 21 startede det store show. Månen steg som en stor rød kugle op af havet medens den steg i intensitet, det var utroligt smukt. Vi fik ikke set månen på restaurant "Donna Luna", men vi fik en oplevelse som fuldt ud levede op til vores forventninger.
 

Vi var alle trætte da vi smed os i soveposerne.

/Martin

Næste dag