Og det sixtinske kapel, som vi gerne ville opleve, er lukket om søndagen. Nå, vi har så en undskyldning for at komme til Rom igen på et senere tidspunkt, vi har ikke tid til at vende tilbage mere i løbet af denne sommerferie.

Vi finder en hyggelig lille restaurant hvor vi indtager et solidt frokostmåltid inden vi fortsætter vores opdagelsestogt. Catacumperne synes vi lyder meget spændende og beslutter at det er næste punkt på programmet. Vi kunne se tre på kortet og valgte den der hedder Saint Callixtus og troede i vores naivitet at det var de tre der fandtes i Rom, vi skulle blive meget klogere. Præsten som fulgte os rundt, fortalte at man har fundet 60! catacumper i Rom.

catacumperne er simple gange med hylder udgravet i klippen til at begrave de døde i. Dette var den kristne måde at begrave på, man lægger den døde til hvile for at de skal vente på genopstandelsen og det evige liv. Romerne derimod brændte deres døde. Præsten fortalte at Romerne selvfølgelig godt viste hvad der foregik da det jo ikke var nemt at skjule alt det materiale man gravede op men at Romerne vendte det blinde øje til selvom det officielt var forbudt at udøve den kristne tro i Romerriget.

Den vi besøgte havde været meget betydningsfuld og der der havde været begravet hele 16 paver på et tidspunkt. Saint Callixtus blev grundlagt allerede i det andet århundrede. Gangene er i 4 etager og den nederste ligger 24 meter under terræn og gangene er samlet 20 km lange. I Saint Callixtus alene ligger 500.000 mennesker begravet. Paverne blev, efter romerrigets fald, bragt indenfor Roms bymure for at man bedre kunne beskytte dem der. I catacumperne lå også en meget ung kvinde som i kristendommens vorden, kan man næsten sige, havde "valgt" martyrdøden frem for at føje romerne. Hun havde nægtet at tilbede de romerske guder og havde stået fast på at der "kun" er en tro som består at Gud, Jesus og Helligånden (treenigheden), hvorfor man halshuggede hende. Vi undrede os i øvrigt over hvordan det var muligt, at så mange allerede på et så tidligt tidspunkt var kristne, kun 200 år efter Jesus død.

På vejen tilbage slog vi et slag forbi Tivoli for at se Villa Adriana, som efter sigende skulle være det som har fostret ideen til Tivoli i København, som det også fremgår af navnet. Området er meget stort og har været fyldt med små søer, bygninger med bade, teatre og meget mere. Med andre ord et rigtigt afslapningsområde. Det sjove at dette område er grundlagt og opført for over 2000 år siden, dengang vi stadig rendte rundt i primitive skind og slog hinanden oven i hovedet med køller.

Tilbage på campingpladsen stiller vi bilen og går op i byen for at finde noget spiseligt. Byen er meget "død" hvilket vi ikke rigtigt forstår, de byer vi passerede på vejen tilbage fra Rom, var fulde af liv, og her det kniber med at finde en restaurant der har åben. Vi spiser i en meget hyggelig kælderrestaurant, det eneste etablissement, der tilsyneladende havde åbent. Dette område ligner meget Garfagana, hvor folk er meget stolte af deres egn, deres traditioner og de specialiteter som er særegne for netop dette område. Ham der serverede fortalte et eller andet, som vi ikke forstod helt, om hans far og de lam vi fik serveret. Området her i dalen havde førhen et meget stort antal får, som mændene drev sydpå om vinteren, for at de kunne overleve. Det har betydet at kvinder og mænd har været så meget adskilt, at de har udviklet hver deres dialekt. Det er vel lidt ligesom hjemme hvor "skurvognsdialekten" også har været forbeholdt mænd :-) Byen er i øvrigt meget hyggelig med lys om natten.

/Martin