|
 Sammenpakning, stoppe i bil og køre kl 9:09. Vi forlader et meget specielt
område som vi helt sikkert vil vende tilbage til på et senere tidspunkt. Vi
sætter kursen mod Farini, hvor vi for 4 år siden besøgte en campingplads (Campeggio
Le Rossane) på
vores første tur til Italien. Det var lidt af en tilfældighed at vi fandt
denne plads, vi var afvist på en plads syd for Bobbio, da vi ikke ville
aflevere vores pas og derfor kørte videre. Den ligger utrolig ugenert, faciliteterne er gode og der er
en pøl ungerne kan søppe rundt i hele dagen. Pladsen er lidt spøjs, den er
næsten udelukkende er forbeholdt fastliggere, ikke at fastliggere er noget
specielt, men her i Italien har fastligger en lidt anden betydning end i
Danmark. Man sætter en campingvogn og så bygger en en hytte udenom.
Resultatet er at pladsen er fyldt med små træhytter men en campingvogn
indeni, små haver foran, hække, blomster, plankeværk osv. Ret komisk set med
danske øjne, men deres lov omkring fritidshuse må være meget anderledes end
vores i Danmark.Turen op til Farini byder ikke på det store udover meget
tung trafik fra Rom og op. Motorvejen er smal, snoet og har kun 2 spor i
hver retning det meste af vejen til Bologna, en strækning som altid kræver
fuld koncentration. Vi landede i Farini sidst på eftermiddagen og fandt
pladsen oppe på bjerget. Intet har tilsyneladende ændret sig gennem de
sidste 4 år udover en del nye fastliggere. Teltet bliver sat op i umiddelbar
nærhed af poolen og vi kører ned i byen for at handle ind til aftensmaden.
Det er sjovt at komme tilbage til et sted efter så "mange" år, det er den
samme slagter, grønthandler osv. Der er et eller andet trygt ved at komme
tilbage til et område man "kender" i forvejen. Man kan umiddelbart finde
det man skal bruge og skal ikke bruge en masse tid på at rekognoscere inden
man kan finde ud af at købe ind.
Det var i øvrigt i Farini vi fandt ud af hvordan Italienerne køber ind.
Første år i Italien havde vi meget store problemer med de daglige indkøb og
kørte mange kilometer for at finde supermarkeder, for der er meget langt
imellem. Det med småhandlende er totalt forsvundet i vores kultur hvorfor vi
havde en forventning om, at selvfølgelig handler man i supermarkeder i
Italien. Og når man så i mange byer ikke
reklamerer med at der er forretninger, eller placerer dem væk fra centrum, så
kan det være svært. Vi har fundet ud af, at man skal derhen hvor folk bor,
der kan alt findes. Det er ikke altid der står noget på døren men "alle" ved jo, at
bageren bor henne på hjørnet, eller slagteren bor i kælderen af det og det hus.
Bager hedder i øvrigt Panificio, slagter Macelaria, pålægsforretninger
Salomeria, grønthandlere Frutta et Vendura og andre daglige fornødenheder
hedder Alementari. Alle byer, næsten uanset størrelse har det hele, det kan
bare være meget svært at finde, så man må spørge sig frem.
Aftensmaden bliver tilberedt, nydt og så er det ellers til køjs.
/Martin
|