Onsdag den 6. juli 2005

Vi sover i dag, til vi ikke kan længere, dvs. kl 8 da temperaturen i teltet på det tidspunkt, har udviklet sig til "ulidelig" pga. solen. Estella og jeg kører den korte tur til byen efter morgenbrød. Efter morgenmaden, imens gjorde ungerne sig klar til at hoppe i poolen, studerede vi alle de brochurer som vi fik på campingpladsen i går da vi landede. Området omkring Parma er stop fyldt med gamle borge og seværdigheder, så det er bare at starte fra en ende af hvis man føler for den slags, vi vil dog forsøge at begrænse os lidt. Man skulle næsten tro at den tørrede parmaskinke er opfundet for at man skal kunne forskanse sig på sin borg i årevis og overleve af skinke og brød, men sådan hænger det givetvis ikke sammen :-) Efter børnenes badetur, er det tid til køre en tur ud i det grønne..

For 4 år siden besøgte vi Bardi Castle som i den grad lever op til forventningerne til en middelalderborg, ikke noget "fisefornemt" som Kronborg eller Frederiksborg slot, næ, her er der tale en borg på en bjergtop som er beregnet til, at man kan slå alt ihjel som ikke er inviteret. Det er utroligt fascinerende at gå rundt og kikke på hvordan der er tænkt på alle tænkelig angrebsvinkler. For at komme ind på borgen skal man gennem en labyrint med skydeskår mod en for hvert sving, man føler sig i den grad "velkommen". Og foran porten er der de første ti skydeskår som peger på en. Inde på borgen er der en stor samling af toturinstrumenter våben mm. Derudover er den en stadig voksende udstilling om livet på og omkring Bardi Castle da den var beboet i sin tid. En af de ting som gjorde mest indtryk på ungerne for 4 år siden, var billeder af spøgelser på borgen. "Nogen" havde haft infrarøde kameraer elektronisk måleudstyr og meget andet sat op i 1999 og resultatet var en række billeder af flere spøgelser, som angiveligt skulle hjemsøge stedet. Kira hævdede dengang, at hun i hvert fald ikke troede på spøgelser, men alligevel var hun ved at mase sin mors hånd da vi gik rundt og så de forskellige billeder. Nu er de udstillede billeder af spøgelser samlet i et enkelt rum, da de andre udstillinger efterhånden er blevet så omfattende at borgen er ved at være fyldt. Det er rart at se den positive udvikling der er sket på stedet, siden vi var der sidst, man gør virkeligt noget ud af at gøre det interessant at se Bardi Castle. Som det fremgår af billedet til venstre, måtte Kira en tur i lænker.

Tiden løb og inden vi fik set os om var kl. over 15 og vi havde ikke fået frokost endnu. Vi forlod stedet og fandt et "hjørne" på vejen med bænke og borde hvor vi indtog vores medbragte mad. Efter maden kørte vi en lille tur rundt for at kikke lidt på området. Vi kom blandt meget tæt forbi Mont Maggiorasca som er 1799 m højt. Til sidst handlede vi ind til aftensmaden i byen Ferriere. Da vi var tilbage på campingpladsen var det begyndt at regne, så vi kunne ikke finde på andet end at spille et slag "tips". Tips er et meget underholdende spil hvor man starter med 1 kort i første runde, 2 i den næste og så fremdeles indtil de 52 kort ikke rækker længere. Når det maximale antal kort er nået, så tæller man ned til 1 igen og så er spillet overstået. Undervejs skal man gætte hvor mange stik man hver især får, det gør man ved at byde ind med et antal tændstikker, inden man spiller hver runde. Point får man så, hvis man får det antal stik som man har gættet på, fx. giver 3 stik 13 point og nul giver 10 point, omvendt hvis man ikke får det antal man har gættet, så er det et minus point for hver stik man har under eller over, altså giver et under- eller overstik -1 point.

Aftensmaden er i dag kalvekoteletter med tilbehør. Vi har i dag købt nogle af de tørrede svampe (Puchini) som Italienske grønthandlere sælger, for at prøve hvorledes de smager. Vi har adskillige gange prøvet at lave svamperetter med den ringtige "funghi" smag som vi oplever hernede, med det kan simpelt hen ikke lade sig gøre med champignon, det smager ikke af "nok". De tørrede svampe har en meget stærk duft og ligner karl johan, men vi er ikke sikre. I dagens ratatui gav de en helt ny dimension, vi bliver nød til at have nogle med hjem til madlavningen, det er her den klassiske "funghi" smag gemmer sig i Italienske retter.

Lige inden vi går i seng, diskuterer vi lidt hvad vi gør hvis vejret fortsætter på denne måde, vi gider bare ikke regn i flere dage. Vi aftaler at vente til i morgen med at træffe afgørelser i den sag.

I nat skal vi drømme om riddere og gamle borge, godnat og sov godt.

/Martin

Næste dag