Efterskrift

Ferien 2006 kom på mange måder til at adskille sig fra de foregående. Fra aktive ferier hvor vi så en masse blev der slappet af i år, så meget at vi voksne var ved at gå ud af vores gode skind til sidst. "Heldigvis", fristes man næsten til at sige, fik jeg en gang seneskede betændelse i højre ben så jeg havde en undskyldning for at gå nogle lange ture og få set lidt andet end campingplads og strand. På det kulinariske område kom der for alvor fisk på bordet i år i stedet for de store bøffer vi fyldte os med de andre år. Vieste har et fantastisk udbud af frisk fisk som vi ikke har set mage til andre steder. Vi fik heller ikke kørt så mange kilometer som vi plejer, 6000 km blev det til. Vores problem med at bilen ikke ville trække hvis vi kun stoppede den i kort tid blev gradvist værre efter vi kom hjem. Med hjælp fra et andet medlem i BMW klubben lykkedes det at lokalisere fejlen til positionsføleren på indsugningsknasten. Jeg havde talt med mange og de fleste mente at det måtte være luftmængdemåleren, det var det heldigvis ikke (den koster tre gange så meget som føleren). Det er stadig en gåde at en positionsføler kan få bilen til at opføre sig sådan, men nu ved vi det til en anden gang. Det var i øvrigt ikke noget større problem at skifte den, det tog en halv time en sen fredag aften i lommelygtens skær og fejlen har ikke vist sig siden.

/Martin

Tilbage

Familiens feriegæstebog Familien Jessens ferieminder