Gargano, som området hedder, er spændende på mange måder. Det er sjovt med en "knast" som rejser sig næsten lodret op fra sletten omkring Foggia til en højde på over 1000 meter midt på. Klik på billedet til venstre, for at kikke nærmere på halvøen.

Søndag den 25. juni vågnede jeg op med stærke smerter i højre ben. Seneskedebetændelse i skinnebenet pga. al den fjedren på speeder hele vejen... Øv. Nå, nu har jeg jo været soldat en gang, og derfra ved jeg at alle sygdomme, uden undtagelse kan (skal) gås eller helst løbes væk, jeg valgte at gå.... Nu er det ikke den store "straf" at gå ture på Gargano halvøen, der er utroligt smukt alle vegne.

Dagene går med små udflugter, indkøb, badning, læsning, spisning og spil. Vores spisevaner har i øvrigt ændret sig radikalt i år. I modsætning til de tidligere år hvor vi har spist meget oksekød, har vi i år spist fisk og skaldyr i lange baner. Når det kommer til "frutta del mare" så er Vieste et veritabelt spisekammer. På skaldyrsområdet blev en af favoritterne hurtigt grillede kæmperejer i Pepperoncini. Mht. fisk er dorade eller bars på dansk, en af de store hit. Doraden har et "dejligt" sejt skind som gør den yderst velegnet til grilning da den ikke så let går i stykker når man vender den.

Sidste år var vi kørt forbi byen San Giovani Rotondo som så vældig interessant ud, hvorfor vi tog en udflugt hertil onsdag den 28. juni. Vi parkerede lige udenfor bymuren og tog en tur rundt inde i byen. Der er en meget flot by og det gik efterhånden op for os, at en eller anden pave eller noget var født her. Efter yderligere snusen rundt fandt vi ud af at det drejer sig om en Padre Pio som er født i 1887 og død den 22. september 1968. Det går ikke på det tidspunkt op for os at det ikke er en pave, men en "simpel" præst det drejer sig om. Med al det ståhej omkring denne Pio, må han da mindst have været pave. At Padre Pio er en god forretning vidner byens over 120 hoteller om, her kommer pilgrimme fra det meste af verden for at besøge byen, kirken eller hospitalet. Overalt hvor man går er der statuer og udsmykning til ære for denne Pio. Først da vi kommer hjem og kikker lidt på nettet, går det op for os, at han er ophøjet til helgen og tilskrives forskellige mirakler, af mere eller mindre lødig karakter.

Den 3. juli kører vi ud og spiser. Vi havde set en restaurant il Corsaro i Peschici som så spændende ud, så vi kører på tværs af halvøen. Da vi kommer ind og sætter os vil de små have pizza og det har de selvfølgelig ikke. Ejeren, en lille tyk mand, har en anden restaurant på havnen og der kan de få pizza. Da vi kommer derned gør vi store øjne. Vi kan følge solnedgangen fra bordet og det hele er i sørøverstil. I den ene ende af restauranten er der en balkon udover vandet hvor man kan sidde og spise, den plads er desværre optaget. Vi bliver mætte og maden er så udsøgt at vi bliver enige om at spise der igen i morgen, vores sidste aften på Gargano i år.

Den 4. juli bliver vi enige om at køre en tur til Foggia nu er er på egnen. Foggia er i øvrigt en by som ikke gør meget væsen af sig og det er faktisk først når man er helt tæt på at man opdager den i landskabet, på trods af at den ligger i det fladeste landskab man kan tænke sig. Foggia er nu ikke en by efter vores smag, så efter at have kørt en tur rundt i den bliver vi enige om at vende snuden mod "vores" halvø igen. På vejen ser Estella pludselig et elendigt udseende skilt med teksten "MOZ BUFFALA". Nu er vi ret store tilhængere af bøffel mozzarella og følger naturligvis pilens retning.

Efter et stykke står et endnu ringere skilt og peger ned af en grusvej og for enden dukker en gård op. Vi når frem ligesom de skal til at holde siesta og når lige at blive lukket ind. Her bliver vi mødt af "mejerifatter" som går helt over gevind da han opdager vi er fra Danmark. Han hiver ungerne ind i det aller helligste hvor osten bliver lavet og stopper store kugler ost i munden på dem. Det her er guf! Sidste år købte vi en mozzarella  i San Giovani Rotondo som vi udråbte til den bedste vi har smagt. Om den kommer fra dette mejeri ved vi ikke (San Giovani Rotondo ligger ikke langt væk) men vi har her fundet noget som smager lige så godt, hvis ikke bedre. Vi køber rigeligt ind og tager afsked med "ostefatter". Inden vi kører vil vi lige se bøflerne helt tæt på og mens vi står og kikker kommer "fatter" hen og vil vise os rundt. Han har et par kalve som er syge og derfor er taget fra de andre, de befinder sig i nogle bure inde i en af bygningerne. Ungerne bliver helt syge, så søde er de (altså kalvene). Senere får vi forevist malkegraven som i øvrigt er dansk fremstillet, ja verden er lille.

Vi forlader farmen for at køre til Rignano Garganico som ligger helt ud til kanten ned mod Foggia sletten og vi vil spise vores frokost med udsigt over denne fantastiske naturoplevelse. I byen er der en promenade hvor vi finder en bænk og stiller vores bord op og spiser vores frokost. I det fjerne kan min lige ane bjergkæden som går hele vejen ned gennem Italien, der er ca 100 km på tværs af sletten. Foggia kan man ikke se.

Onsdag den 5. juli pakker vi sammen og vender vi bilen mod nordvest for at køre de 750 km op til Bo og Dorte. På vejen smutter vi lige ind til bøffelfarmen og køber 2 kilo mozzarella. Denne gang er det "mutter" der betjener og hun er ikke mindre euforisk end sin mand. Vi bliver udstyret med ricotta og noget lagret bøffelost som skulle være særlig velegnet til pasta. Ricottaen fandt vi aldrig rigtig anvendelse for, men den lagrede ost var rigtig god. Turen gik fint og vi landede på camping Le Capanne, hvor Bo og Dorte havde lejet et mobilhome, sidst på eftermiddagen. Bo og Dorte var på bytur så vi satte telt op og lavede aftensmad på grillen.

/Martin