|
Estella og jeg har sovet elendigt, her er haner der galer, hunde der
hyler og små irriterende myrer, så små at de går uhindret gennem vores
myggenet, og de bider os om natten!
 Klokken
lidt over 7 kører vi til Menfi for at købe morgenbrød. Vi er så tidligt
på den, at vi har tid til lige at køre en tur rundt i byen og kigge på de
sidste spor af
det jordskælv de havde i 1968 på stedet.
Der er sket store fremskridt gennem de 5 år siden vi sidst var her, folk bor ikke længere i
barakbyen, den er
ved at blive fjernet og der er for alvor kommet
gang i
genopbygningen af de sidste
dele af byen. Man kan vel
også med
rette
sige at det
er
"på
tide",
efter næsten 40 år! Umiddelbart
er der kun meget få ruiner tilbage, men de er mulige at finde
rundt omkring i byen.
Efter vi har spist
morgenmad kører vi en tur til Marsala for at kikke lidt på byen og måske
finde lidt frisk fisk til i aften. Da vi er næsten fremme ringer Camilla
og gerne vil hentes hos sin veninde. Vi bliver enige om at hun tager med
dem til stranden, så henter vi hende der på vejen tilbage til teltet, når
vi når dertil.
Vi kører igennem
Mazara del Vallo, en utrolig hyggelig og charmerende by. Marsala derimod
er trøstesløs i sin fremtoning, ikke meget charme her. Nede på havnen
finder vi dog en meget fin fiskeforretning hvor fiskene ligger og "gisper efter
vandet" kan man vel sige? Her kan man tale om frisk fisk. Vi bliver enige
om at rejerne ser gode ud og køber et kilo af dem. Jeg tager lige et
billede af havnen inden vi begiver os tilbage til Sciacca efter
Camilla.
En gadehandler i
Marsala bliver to meloner lettere da vi kører forbi, 5 € for to stk.
vandmeloner på 6 - 7 kg pr. stk. (de viser sig senere kun er være 1½ €
værd i alt, de smager af - ja, vand).
 Camilla
skræller hvidløg til marinaden som rejerne skal søppe i inden de skal på
grillen. Det vides ikke med sikkerhed om det var hvidløgspilning eller hendes
venindebesøg der var det der slog benene væk under hende, hun faldt
umiddelbart efter i søvn midt på gulvet i teltets opholdsrum :-)
Sidst på
eftermiddagen, efter dagens frugt (bl.a. den utroligt vandede vandmelon), skal de sidste småting til
aftensmaden indkøbes. Vi bliver enige om ved samme lejlighed, at besøge
byen Santa Margherita di Belice for at tage jordskælvskaderne i øjesyn.
Sidst vi var i byen, gik vejen gennem kirkeskibet i kirken, hvoraf kun to
mure var tilbage efter skælvet. Vi gjorde store øjne da vejen var væk og
der er bygget et museum på stedet med de to kirkemure som
udgangspunkt. Udstillingen er ment som et vidnesbyrd til eftertiden om de
utrolige ødelæggelser der ramte Belice dalen i 1968. Det virker meget
stærk at gå gennem denne udstilling med dæmpet klassisk musik i
baggrunden.
  Efter udstillingen
kørte vi op til ruinerne bagerst i byen og gik en tur. Det er skræmmende
at opleve hvordan en hel by er splittet ad. (På billedet til venstre kan
bydelen ses fra luften Kilde: Google Earth) I Belice dalen blev samlet
500 personer dræbt og flere end 90.000 mistede deres hjem. Vi synes at
det er meget spændende at gå en tur gennem området mens det stadig
eksisterer, der er ingen tvivl om at det kun er i meget kort tid man vil
kunne opleve disse ødelæggelser, man er tydeligvis i gang med
genopbygning overalt. Der er ikke så meget mere at sige:
På turen tilbage til
campingpladsen kommer vi forbi et skilt til et
Oleificio. Sicilien er kendt
for deres meget specielle olivenolie, som er betydelig kraftigere i
smagen end det vi umiddelbart spiser i Danmark. Vi har snakket om at
tage en dunk med hjem og følger derfor skiltet. Vi møder en meget flink
ung mand på stedet, som oven i købet kan lidt engelsk, og får forskellige
smagsprøver på de typer han har. Vi vælger en olie som er ren Nocellara del Belice som
er en lokal oliven herfra dalen. Olien har en kraftig duft af "græs" og
har en bitterhed som passer fint til vores smag. Vi køber en dunk med 5 liter
til 40 € som vi må se om
vi kan få plads til i bilen. Han er vældig interesseret i hvor vi kommer
fra og om han kan sælge olie i Danmark, så vi får en hel håndfuld
brochurer med vi kan dele ud af
(hvis du er interesseret så send en mail til os så vil vi forsøge at skaffe
det). Vi fortæller at vi har været henne og se
museet der er indrettet med de to kirkemure som bagvæg og han fortæller
at det er åbnet for blot to måneder siden.
Vi gider ikke myrer i
den størrelse som dem her på pladsen, så vi en enige om at pakke
sammen i morgen tidligt, for at køre til vores sidste destination hvor
teltet skal benyttes i år, Portopalo de Capo Passero, Siciliens sydligste punkt.
/Martin |
