Godt 100 km. nord
for Basel overhalede vi først en politibil, senere en brandinspektør med udrukning.
Jeg spekulerede over hvad de mon skulle og hvorfor de havde blink på;
det fandt vi meget snart ud af.
Kl. 02:25 stoppede trafikken totalt. 200 m
foran os er der sket et meget alvorligt uheld. Først kom den
politibil og Brandinspektør vi lige havde overhalet, senere kom sprøjte,
pionervogn og fire fejeblade op mellem rækkerne af biler. En fra
rækkerne af biler var åbenbart læge, han iførte sig en vest og løb op
til uheldsstedet, han kom dog hurtigt tilbage gående stille og roligt.
Det undrede os meget at der ikke kom nogen ambulancer til stedet. Det
undrede også tre unge tyske fyre som "blev nødt til" at gå op og se hvad
der var sket. De var meget kække da de gik, snakkede højlydt men var i
den grad tyngede af uheldets alvor, da de kom tilbage.
Det var i øvrigt
morsomt da de to første fejeblade kom. Der kørte en franskmand op mellem
bilerne foran fejebladene, vi snakkede om hvorvidt han kunne tro at alle
i de biler der holdt i kø, kollektivt havde fundet på at de var trætte og havde stoppet op
for at sove? Da han indså at det ikke var så smart det han havde gang i, holdt han,
efter bedste evne, ind til siden, stoppede motor, slukkede lys og blev ellers
siddende i bilen. Fejebladene kunne kun med nød og næppe komme forbi. Et
øjeblik efter kom en politibil oppe fra uheldet, med udrykning, ned til
den franske herre, hev døren op og stak et alkoholmeter i munden på ham.
Efter fagterne at dømme, kneb det med at få ham til at puste ordentligt, da
det endelig
lykkedes blev han hevet ud af bilen, anholdt og de kørte hans bil væk!
Fantastisk show de tyske politibetjente lavede for at vi i køen ikke
skulle føle tiden for lang.
Da vi endelig kørte igen var de tre implicerede biler væk, eneste bevis
på ulykken var politiets stadige tilstedeværelse samt adskillige
bremsespor på kryds og tværs af vejen, afrevne grene samt et autoværn
der i den grad trængte til en kærlig hånd +2½ time til den oprindelige plan.
Estella overtog rettet en times tid i Schweiz.
Nu gik det igen derudaf og vi spiser morgenmad lige syd for Milano. Næste
begivenhed var da Kira fik det dårligt lige nord for Rom, så vi
besluttede at det var tid til frokost og benzin. Estella overtog rattet
igen. Syd for Rom kunne vi ikke rigtigt tillade os at klage over
trafiktætheden, der var stort set ingen trafik overhovedet.
Kort før Salerno overtog jeg rattet
igen og så kom den
store udfordring i form af motorvejen fra Salerno til Villa san Giovani.
Og lad det være sagt med det samme, det er IKKE blevet bedre siden vi
var her for to år siden. Man siger jo at det skal være skidt før det kan
blive godt, det må betyde at det meget snart må blive helt fantastisk godt,
for nu kan det snart ikke blive meget værre. Det skal dog retfærdigvis siges at
de arbejder hårdt på at lave broer, tunneller mm - det medfører
selvfølgelig en del gener for trafikken, det kan ikke være anderledes.
Det er i øvrigt noget af en en opgave at lave en ny motorvej på 500 km
gennem bjerglandskab, jeg tør ikke tænke på hvad det koster og hvor
mange mandeår der skal til sådan et projekt, og så piber vi derhjemme
hvis der skal anlægges 10 km motorvej et eller andet sted....
"Tidsplanen", som jo var skredet for længe siden, var blevet "opdateret"
og vi var blevet enige om at seneste tilladelige tidspunkt ved færgen i
Villa san Giovani, var kl. 20.00, herefter ville det være for sent at
tage over strædet, da campingpladserne sandsynligvis ville være lukkede når vi
nåede frem. Vi holdt i færgelejet kl. 19:58, købte bilet, kørte direkte
ombord og sejlede kl. 20.00 præcist :-)
Klokken 21.15 kørte vi ind på
campingpladsen La Zagara i
Fondachello
efter knap 3000 km. Vi rejser
kludevillaen i mørke iført pandelygte og kl. 22.45 går vi op på restauranten
Gallo Rosso ved siden af pladsen
og spiser aftensmad, Pizza for en gang skyld. Kl. meget sent gik vi seng og faldt i søvn øjeblikkeligt!
/Martin