Fredag den 6. juli

Vi har sovet lidt uroligt og jeg står op allerede kl. 4 og sætter mig til at redigere gårsdagens billeder og dagbog. Det bliver dog koldt efter en times tid, så jeg kryber i seng igen og det lykkedes faktisk at falde i søvn igen.

Kl. halv ni kører Estella og jeg til byen for at købe ind til dagen i dag og vi starter med at gå ind i en Panificio for at købe brød. Bageren er utrolig flink og vil selvfølgelig gerne sælge hele butikken. Vi lader os friste af de mange specialiteter og står til sidst med en stor pose brød og kager til den svimlende sum af 5,20 €. Desværre kan bageren ikke give tilbage på en 20er og jeg har kun 20 cent derudover, så vi vil til at gå for at veksle. Han forklarer med store armbevægelser at det ikke gør noget, vi kan bare betale i morgen! Vi har det lidt dårligt med at slæbe af med alt det brød og finder en der kan veksle, så vi kan betale bageren.

Vi er også inde og købe pålæg i et lille Marchelaria. Det er lidt komisk, da vi har fået det pålæg vi skal bruge til frokost beder vi om 100 g revet ost som han har i køledisken. Det vil han ikke sælge, det duer ikke forklarer han. Vi står list uforstående, vi skal bare bruge det til raviolien vi købte i går og mener at det kan være hip som hap, men det er det slet ikke. Vi skal have frisk revet Grana forklarer han, han har en maskine lige til det samme, så sådan blev det...
Efter morgenmaden går Kira Camilla og jeg en tur op på klippen ovenfor campingpladsen, herfra kan man virkelig se hvor lille den er og hvor tæt vi ligger på havet. Der er også en fin udsigt over hele bugten.

Afslapning, frokost og badning. Efter vi har været i vandet er det tid til en gåtur ind til byen, Estella og jeg havde set noget med "Castello" inde i Castellamare del Golfo (det siger jo også sig selv ud af navnet; "slottet ved havet i bugten"). Det er sjovt at se slottet som huser byens rådhus, byrådssalen er en de rum vi går igennem på vores tur rundt. Der var et helt museum med fiskemetoder til tun og andre fisk, beskrivelser af klædedragter, smedje, træværksted og meget andet. Et meget spændende rådhus må man sige. Derudover rummede bygningerne også kystvagten. I det sidste rum vi kom ind i var der en beskrivelse af alle de film der optaget i byen, listen er lang.

Vi går en tur rundt i havnen men møder ingen danske lystsejlere denne gang. På byens promenade spiser vi de medbragte nektariner inden vi vender næsen mod campingpladsen igen.

På tilbagevejen stødte vi på Padre Pio igen, denne gang som skulptur overdynget med kæder, blomster og levende lys i en lille kasse ved siden af. Det ser ud til at Padre Pio skal forfølge os i år ligesom negernet gjorde det sidste år. Padre Pio har sikkert været her alle vegne i mange år, vi blev bare først opmærksomme på hans eksistens sidste år. Hvad man ikke aner er man selvfølgelig ikke opmærksom på.

Menuen i dag er ravioli, tomat sovs salat og pirogger (dem købte vi samme sted som pastaen i går). Efter aftensmaden går Estella og børnene en tur langs promenaden for at kikke på boder, det var nu ikke meget der var værd at rende med åbenbart, Camilla fandt en hårbøjle med svambebob firkant og så blev der indkøbt hårelastikker. Estella sluttede aftenen med at læse lidt godnathistorie hvor hun skulle overdøve et live band nede på stranden.

/Martin

Tilbage

Lørdag den 7.