Familien Jessens sommerferie 2008


 

 

Søndag den 29. juni

 

 

 
Vi står op kl. 09:00, ikke alle har sovet lige godt. For det første knirker vore seng meget voldsomt bare man tænker på at vende sig og så er vi forbavsede over hvor tidligt der kom trafik i Krakows gader, det var ikke engang lyst da det startede. Sengen kunne vi forstå da vi løftede madrassen! Her er ikke noget med en elegant løsning med lamelbund som i DK, her er det tale om en metalrist. Vi har aldrig set noget lignende:
 

Morgenmaden blev indtaget på torvet kl. 10:30, jeg fik traditionel Polsk, resten spiste Engelsk morgenmad.

Midt på torvet er der en gammel torvehal med en masse boder der sælger alverdens souvenir, vi går lige en tur igennem men køber ikke noget. Priserne er ellers yderst rimelige men der er ikke lige noget vi står og mangler.

Efter maden gik vi en tur rundt, det var meningen at vi ville besøge den jødiske del af byen, se det jødiske museum inden vi kørte ud til Auschwitz og Birkenau. Når man går rundt i Krakow møder man mange forskellige gademusikanter, her er nogle få eksempler:
 

Vi undrede os over hvor mange kirker der er i byen og vi var inde i en enkelt på vores vej. Polakkerne er tilsyneladende meget troende, mange sad og bad og i det hele taget var kirken usædvanligt velbesøgt. Trinnene på billedet til højre vidner også om en hvis travlhed:
 

Vi nåede ned i det jødiske kvarter og her er stadig en rest hegn tilbage fra dengang denne bydel var adskilt fra resten af Krakow. Museet kunne vi ikke komme til at se da der var et arrangement som varede til kl. 17:00, derefter ville der være åbent for offentligheden. På vejen tilbage til bilen gik vi forbi byens borg med den "berømte" drage.

Vi kørte mod Oświęcim valgte at tage Birkenau (Auschwitz II) som ingen af os havde set før. Det er virkeligt skræmmende så stort området er. Mange træbarakker er væk men det er tydeligt at se hvor mange der har været, fundamentet er bibeholdt. Oprindeligt startede man med at opføre huse i mursten men efterhånden kunne man ikke følge med og man fortsatte i træ i stedet for. I hver barak boede 400. Der er vel ikke så meget mere at sige -  vi vil lade billederne tale for sig selv.
 

Auschwitz så vi bagefter. Denne lejr var den første her i området og det var da den blev for lille at man opførte Auschwitz II (Birkenau) og senere Auschwitz III. Auschwitz har på mange måder været den lejr hvor man "udviklede" alle de bestialske måder at slå folk ihjel på, ikke noget jeg vil komme ind på her, det er så godt dokumenteret at man kan læse om det andetsteds, hvis man skulle have den interesse. Tilsammen kostede de 4 koncentrationslejre her i området omkring 1 million mennesker livet (nogle steder står der 1½). Umiddelbart ser Auschwitz helt hyggelig ud når man går gennem porten men efterhånden som man kommer rundt og ser de forskellige udstillinger, så går hyggen ligesom af og tilbage står man med en undren over hvordan man kan finde på at behandle andre mennesker sådan, uanset tro, race eller noget helt tredje, det er ganske enkelt ufatteligt. Til forskel fra alle de ulykkelige skæbner kunne vi heldigvis frit forlade stedet igen.
 

På vejen tilbage til Krakow kører vi forbi den fabrik Oskar Schindler drev under krigen og som har æren for at omkring 1200 reddede livet. Der er ikke meget at se så vi kørte til det jødiske museum som nu var åbent for offentligheden igen.

Tilbage på parkeringspladsen afleverer vi bilen for natten, godt mætte af dagens oplevelser, beslutter vi at gå på Krakows torv og spise dagens aftensmad i den lune aften. Vi vælger denne gang en restaurant som drives helt og holdent af studerende fra byen. Maden er mere "autentisk" Polsk end i går og vi bliver godt mætte.

Da vi gik fra parkeringspladsen havde vi set at der var sat storskærm op til den forestående finale i EM og det kunne Estella godt tænke sig at se. Vi hentede vores campingstole i bilen og satte os til at se bold. Foran os sad et ungt par på to taburetter som viste sig at være danskere på interrail. Vi fik en sludder i pausen om hvor de skulle hen osv.
Vi havde været lidt spændte på hvem polakkerne ville holde med men det var MEGET tydeligt at det IKKE var Tyskerne! Set i lyset af dagens oplevelser i Auschwitz så er der vel heller ikke noget at sige til at de kan have et lidt anstrengt forhold til Tyskere i al almindelighed (selvom vi nu synes at det er på tide at lægge gammelt nag på hylden). Midt under kampen kunne en flok Tyskere også godt se at deres begejstring for deres hold ikke animerede til udelt begejstring blandt Polakkerne, så de valgte at fortrække.
 

Vi var tilbage i lejligheden kl. 23:00 og gik trætte til ro. I morgen er det flyttedag.

/Martin

Tilbage

Mandag den 30.