Familien Jessens sommerferie 2008


 

 

Torsdag den 3. juli

 

 

 
Sammenpakning, morgenmad og klar til at Kira og Estella kunne hjælpe med Ponyerne kl. 08:30. Manden der hentede dem havde taget en tinker og en alm pony. Estella spurgte om de ikke kunne få lov til at ride to tinker i stedet for, men han sagde at Mary kun var for gode ryttere. Estella forklarede at hun havde redet i 15 år og så fik de to tinker ponyer :-)

Det viste sig at manden havde ret, Mary skulle have en rutineret rytter. Idet Estella ramte sadlen steppede hun sidelæns - hun glædede sig til endelig at komme med på tur. :-) Det var tydeligt at de mest blev brugt til trækketure. Men både Kira og Estella gav dem en ordentlig spadseretur. De var godt svedige og trætte efter turen.
 

Efter rideturen fik de sig lige et bad og betalte inden vi kørte mod Tjekkiet. Det kostede 700 SKK for to heste i en time (ca. 175 Dkr.)

På vej ud af Slovakiet stødte vi på flere små motorvejsstumper som er under opførelse, vi tænkte ikke nærmere over det andet end vi benyttede dem når de nu var der. Vi var ikke klar over at man skulle have vignette for at køre på disse usammenhængende stumper, men det var der et par flinke betjente i en sort Audi RS4 der så venligt gjorde os opmærksomme på. Det koster 10X vignettens pris at glemme denne, 2000 SKK (ca. 500 Dkr.) som vi ikke havde, da vi jo var på vej ud af landet. Flinke som de var fulgte de os til en bankomat så vi kunne hæve den nødvendige valuta. Efterfølgende fulgte de os på vej igen, ad den vej vi ellers ikke måtte køre på uden vignetten, men nu havde vi vel også betalt? Da de drejede af og vi kørte udenom, hilste vi pænt.

Mellem byerne Martin og Žilina faldt vi lige over en ECCO fabrik med et lille outlet, det kunne vi ikke stå for. Hele familien fik sko til ca. 1/3 af prisen i DK.

Vel inde i Tjekkiet kørte vi ind i Roznov og fik en bid mad. Lige da vi skulle til at forlade stedet landede et par danskere og vi sagde lige hej inden vi kørte.

I Roznov ligger et lille frilandsmuseum som er værd at bruge et par timer på. Udenfor museet stod en gammel Tatra som lige så godt kunne være en del af museet, den måtte vi simpelt hen forevige, nyd dette køretøj, dem er der ikke mange tilbage af i trafikken:
 

Museet er delt af vejen, på den ene side ligger en del vandmøller som har haft forskellige anvendelser såsom smedje, melfremstilling, klædesfremstilling, savværk mm. Denne del af museet må man ikke selv traske rundt i da man kan komme galt af sted så vi bliver udstyret med en guide som får den sjældne ære at betjene os på engelsk. Hun er vældig sød og vi har hende helt for os selv og vi hjælper i det omfang vi kan, engelsk er helt klart ikke det de bruger mest her.
 

På den anden side af vejen ligger en del gamle huse man kan gå rundt i. Der er også flere steder man kan købe forskellige ting såsom slivovic, honninglikør, brød, tærter mm. Der er også en lille restaurant hvor man kan købe "gammel mad", mad som det var "dengang". Læg mærke til billedet nederst til højre, det er et bistade!
 

Efter dette kulturelle indslag var det så småt tid til at finde vores bookede hotel. Jiri (udtales jichi), Estellas kollega i Ostrava, har været behjælpelig med bookningen og har fundet et lille hotel på toppen af et bjerg som huser skisportsturister om vinteren. Vi har lidt bøvl med at finde det. Først kører vi mod Ostrava og finder godt nok et skilt til Pustevny som området hedder, kører op af bjerget men er i tvivl da alle veje er afmærkede med al kørsel forbudt. Estella spørger en mand ved en lift om han ved hvor hotellet ligger. Ja, ja; det ligger lige oppe for enden af den lift han står ved, vi kan bare tage den. Hmmm, hvad med vejen vi holder på? Næ, den er lukket, vi skal hele vejen udenom bjerget for at komme helt op. Han har uden tvivl grinet godt da vi vendte om og kørte de næsten 40 km udenom. Vejen er IKKE lukket kunne vi senere konstatere, selvom der står al indkørsel forbudt, så kører de selv på vejen og det gør vi så også!

Hotellet er meget specielt, en træhytte malet på den mest kunstfærdige måde. Man har det lidt som i eventyret "Hans og Grete", her er heksens hus bare ikke lavet af pandekager men lige så indbydende, nu mangler vi bare at en heks dukker op.
 

Aftensmaden bliver indtaget på restauranten lige ved siden af som hører til. Hver en suppe til forret og et stort fad med forskellig kød plus tilbehør til hovedret. Inc. øl og vand blev det i omegnen af 250 Dkr.

Efter maden tager vi et spil tips inden vi går i seng.

/Martin
 

Tilbage

Fredag den 4.