Familien Jessens sommerferie 2008


 

 

Tirsdag den 8. juli

 

 

 
Estella faldt sent i søvn og jeg vågnede tidligt pga. støj fra vejen. Det her rafting-noget er for tjekkerne lig med fest i den store stil. Lige ude bag slottet ligger en campingplads hvor rafterne overnatter og her er der virkelig gang i den og så går de i byen til sent. Når de skal hjem, så er de nok ikke helt ædru mere og er ikke helt klar over hvor meget de støjer og vi havde været optimistiske at ligge med åbent vindue, det gør vi ikke i aften :-)

Ved morgenmaden talte vi om at besøge slottet, hvile lidt og så køre på indkøb, den plan var alle enige om. Vi startede med at gå op til slottet og få en rundvisning, 350 CZK for en familie. Slottet var meget flot, det var oprindeligt opført i 12XX af en meget indflydelsesrig familie. Slottets indre vidnede om en lang historie med krig, der var bla. mange våben og en masse billeder af korsriddere. Det er en fin rundvisning hvor vi ender med at blive låst inde i hall'en fordi rundviseren ikke liiige havde set at vi ville kigge i gæstebogen på vejen ud. Vi måtte ikke fotografere på slottet, men jeg snød lidt.
 

Der var i øvrigt en fin udsigt fra slottets tårn:
 

Efter slottet skulle vi så hvile men vi gik lige en tur forbi campingpladsen og rundt langs floden  på vej tilbage. Jeg skal ellers love for at der var gang i den, alle, eller mange i hvert fald, var i gang med at sætte både i vandet og vi blev helt elektriske.  Vejret var så flot at vi blev enige om at det var i dag vi skulle sejle på floden. På hotellets parkeringsplads stod et par unge mennesker (store knægte) og lejede kanoer, gummibåde mm. ud til turisterne. Vi forsøgte først at få forklaret ham at vi gerne ville leje og at vi skulle bruge en vandtæt tønde. Umiddelbart kunne han kun Tjekkisk så vi måtte opgive. Estella gik ind i restauranten og fik en af tjenerne til at komme med ud og oversætte. Det lykkedes at få det hele på plads så vi fik en tønde til vores tørre tøj, redningsveste og en gammel afbleget gummibåd, pris 1000 CZK (ca. 300 kr.) Aftalen var at vi skulle sejle 17 km. ned af floden og så skulle vi ringe når vi nåede frem. Turen var estimeret til at tage 4-5 timer men han regnede med at vi skulle hentes kl. 18:00 på den aftalte campingplads, vi lagde fra land omkring kl. 12.
 

Vejret var pragtfuldt, høj sol - de første 1000 m, så begyndte det at stå ned i torve. Nå, vores humør var højt og som altid var det bare en byge om end den gav store mængder vand. Efter en halv times tid løjede det af og vi var gennemblødt til skindet. Nu gik det derudaf og vi havde en rigtig god tur, lige som et utal andre på floden, vi fik hilst på rigtigt mange.
 

1500 m før mål var vi ved at være helt tørre og så åbnede skyerne endnu en gang for den store hane og vi var totalt gennemblødte da vi trådte op på bredden kl. 15. Nu var det så vi bare skulle ringe og det skulle vise sig at være en ny udfordring. Personen der tog røret i den anden kunne ikke en lyd andet end tjekkisk, hmmm prøv det andet nummer. Han kunne en smule tysk - nok til  at sige vi skulle ringe til det andet nummer hvorefter han smed røret på?
 

Estella gik en tur ud for at finde en venlig sjæl som kunne engelsk og samtidig var villig til at ringe. På pladsen var en anden kanoudlejer som forbarmede sig, han kunne både engelsk og sige "Skål for fanden" på dansk (han havde været skilærer og mødt mange danskere). Han ringede og fik at vide at de ikke ville hente os før kl. 18, det havde vi ikke tålmodighed til, så vi bar båden op til hans bod og han ringede efter en taxi, (der er er gammelt ordsprog der lyder; "hvis ikke Muhammed vil komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed").

Da vi kom tilbage til hotellet tømte vi tønden for vores nu våde tøj og gik ned for at aflevere den til udlejeren. Han gjorde store øjne, og kunne slet ikke fatte at vi allerede var tilbage. Vi forklarede at båden lå på den aftalte campingplads og at vi havde taget en taxi tilbage til hotellet. Nu løb han så rundt om sig selv lidt og hentede to andre mænd, bla en som kunne tysk. Han skulle lige vide om båden var intakt osv., de havde stadig Estellas kørekort i pant, men de virkede ikke overbeviste og ville ikke udlevere det før de havde hentet båden. Vi sagde til dem at vi ville gå ind i restauranten og spise frokost og så kunne de jo bare komme med kørekortet når de havde set at det hele var i orden. En halv time senere kom de og afleverede kørekortet til den tjener vi havde fået hjælp af da vi lejede båden.

Da vi havde spist ville jeg lige have en lur og gik op på værelset. Da jeg havde hvilet lidt og stod op, så jeg "mennesker" udenfor den bygning vi i går dømte til at være byens bordel og jeg kunne ikke dy mig for at tage et billede eller to :-)
 

Estella og ungerne var blevet i restauranten og jeg går ned og skriver lidt dagbog og drikke en kop kaffe mens de spiller kort, det er meget hyggeligt, så hyggeligt at det faktisk ender med at vi sidder der til kl. 21:30 og har nået at spise endnu en gang.
 

Den tjener vi har talt så meget med har "desværre" fri de næste par dage så vi siger pænt farvel inden vi går.

/Martin
 

Tilbage

Onsdag den 9.