Familien Jessens sommerferie 2008


 

 

Onsdag den 9. juli

 

 

 
I nat har vi sovet godt og er friske da vi står op, det er rart. Vejret er blandet overskyet. Vi er enige om at vi vil se slot i dag og kører, efter morgenmaden til Hluboka hvor der ligger et fint renæssanceslot. Som altid må man ikke fotografere inde på slottet, denne gang overholdt jeg det.
 

Inde på slottet var der jagttrofæer alle vegne fra gulv til loft. Her var alverdens dyr repræsenteret lige fra små falke, over kaniner, hejrer over råvildt i alle størrelser til de grummeste vildsvin. Noget tyder på at man ikke har haft så restriktiv jagtlov som vi har i dag i Danmark. For dem der har set filmen "Blinkende Lygter" må der være en vis lighed med den måde Mads Mikkelsen og Ole Testrup jager på. Alt hvad der rører på sig bliver skudt når man er på jagt. Vi fik en fin engelsk beskrivelse med rundt så vi havde en chance for at følge med, guiden talte kun tjekkisk, og her beskrev de hvorledes man en gang om året inviterede til en 14 dages jagt hvor al aktivitet på slottet ikke handlede om andet, kokken har sikkert været på overarbejde for at finde på retter når han har stået med vildt som man (vi) normalt ikke forbinder med mad.

På vejen op til slottet havde vi mødt en masse mennesker med blomster og fint tøj og vi forventede at der var tale om er bryllup. Da vi kom ud af slottet igen var der helt fyldt op med mennesker alle vegne, mange med en bog og blomster, andre med bannere og andet. Nu kunne vi ikke dy os og gik hen til en og spurgte hvad der foregik. Hende vi spurgte havde både blomster og bog, og hun fortalte at det var afgangsstuderende fra en eller anden kunstskole.

Inden vi forlader byen får vi lige et billede af byens storkerede med storke og det hele.

Nu skal det jo ikke være kultur det hele, så vi besøger lige et indkøbscenter udenfor České Budějovice for at gå en tur og se om de har noget vi mangler. Det har de ikke, så vi nøjes med at bruge toilettet, grine af at man ikke måtte medbringe skydevåben i butikken, og gå igen. Vi kører derefter ind til centrum og går en tur for at se om der skulle være en glasbutik. Byen er meget fin og vi går lige en tur rundt men der er ikke noget glas til salg, så vi besøger byens turistinformationen og spørger efter det berømte Bohemia krystal glas.
 

Vi får at vide at det eneste glaspusteri på egnen er et i Milná. Vi tager en gang pizzaslizes på vejen og så kører vi mod Milná. På vejen ser vi en af de mindste kirker vi nogen sinde har set med kirkegård og det hele.

På vejen spiser vi en kage kage i Horní Planá ved færgelejet ved søen Vodni Nádraž Lipno
 

Glaspusteriet i Milná er meget lille og minder og de små "kunstpusterier" vi har i DK som puster unikaer (glas som ikke kan bruges til noget fornuftigt) og det var ikke det vi ledte efter, så vi kører tilbage til hotellet. Undervejs blive stoppet igen i Vyšší Brod og vise bilens papirer og mit kørekort. Det er lidt sjovt. Vi har alle år kun haft en fotokopi af registreringsattesten med, det er første gang vi har haft originalen med og så har vi vist den hele to gange.

Igen i dag indtages restauranten til familiære formål såsom kortspil, dagbog mm. Jakob fik en andenplads i tips.
 

Og så går tiden, vi kommer også til aftensmaden inden vi forlader bordet og går i seng.

/Martin
 

Tilbage

Torsdag den 10.