Familien Jessens sommerferie 2009


 

 

Lørdag den 4. juli

 

 

 
Op og gøre os klar til at Estella og Kira skal på ridetur. Kira er lidt sløv, hun lå og læste den halve nat, men vi får hende da op og fyldt noget morgenmad på.

Kl. 8:30 er vi klar ved stalden og de er ved at sadle hestene op. De er rigtig søde og tillidsfulde, altså hestene, manden og staldknægten er også flinke :-) Estella og Kira rider ud under ledelse af manden og i følgeskab med dennes hund, jeg kører tilbage til teltet og får Jakob på højkant og bespist.

Efter rideturen sidder vi og sludrer lidt med manden om hvor vi kommer fra, han synes at 2600 km er meget langt. Estella fortæller ham også at den hest hun red på har ømme forben, så den vægrede sig ved at gå på hårdt underlag. Det var vældig hyggeligt og vi sagde farvel med hånden og det hele da vi kørte.

Prisen for to heste en time er 40 €

Dagens indkøb blev foretaget på vejen tilbage, dvs. vi kørte lidt nordpå til byen San Foca og købte ind.

I San foca havde vi set at de havde restaureret et af de tårne som vi har set et utal af hele vejen rundt om hælen langs kysten, og nu måtte vi simpelt hen have at vide hvad det er. Vi har haft vores spekulationer men den enkle forklaring er at det er udkigsposter. Her i San Foca er bygningen så blevet restaureret og fungerer som havnekontor.

Dagens menu er rejer og blåmuslinger til Estella, Kira og jeg og en klods kød til Jakob. Vi er meget spændte på blåmuslinger på grill, det har vi, som tidligere nævnt, aldrig prøvet. Det var i øvrigt en meget fin fiskeforretning med en kæmpe udvalg, det er nok ikke sidste gang vi har handlet her.

På vejen tilbage kom vi en anelse for tæt på en parkeret bil og strejfede lige hans sidespejl, vores skete det ikke noget med men hans glas revnede. Vi blev enige om hvad det skulle koste og så var den ikke længere.

Grønsager købte vi ved samme bod oppe ved hovedvejen som i går.

Tilbage på campingpladsen tog vi et spil tips inden frokost. Efter frokost tog jeg en lur, jeg havde ikke sovet for godt i nat, Estella og børnene gik ned på stranden og badede.

Midt på eftermiddagen dukkede en gut op som havde været rundt til alle gæsterne på pladsen. Da han konstaterede at vi ikke var Italienere fortalte han at han hed Marcello, spurgte hvor vi kom fra og gik igen. Vi snakkede om at han nok samlede folk til et eller andet arrangement, de må vi undersøge senere.

Jeg kedede mig en anelse og tog en time ud af kalenderen til en barbering. Jeg var ikke blevet barberet siden Toke og Rebeccas bryllup 14 dage før ferien og lignede mest af alt en tam vild. Efter barbering kunne jeg kende "idioten" i spejlet igen :-)

Sidst på dagen går vi ned på stranden og får en is og kaffe, mens vi betragter kitesurferene på stranden. Der er virkelig mange og det ser helt fantastisk ud. Et eller andet sted, så ser almindelig vindsurfing død kedelig ud i forhold til disse kites. Vi går en tur langs stranden for at se hvorledes de er bygget op. Det er meget smart, alle de bærende dele i disse "drager" er pumpet op, med meget højt tryk (vi trykkede på en) og så har den bare to liner som en moderne drage og yderligere to til styring. Vi sludrer om at vi godt forstår denne sport, her kan man virkelig få adrenalinen til at flyde!

Tilbage spiste vi lidt frugt og spillede et spil tips færdigt inden aftensmaden skulle tilberedes. Vi var meget spændte på muslingerne og jeg eksperimenterede lidt for at finde ud af hvad der var den bedste metode på grillen. Det viste sig at en foliebakke var der nemmeste at styre, ellers var det nemt at få givet den for meget så de bliver tørre og det er synd og skam.

Da vi havde grillet alle rejerne og muslingerne trak vi ind i teltet, myggene var sjældent aggressive i aften. Da vi havde spist op, kunne vi dårligt rokke med ørene, måske et kg rejer og to kg muslinger er i overkanten for tre personer. Jakob spiste sin bøf og var meget tilfreds med den.

Efter maden tog vi endnu et spil tips før vi gik op og kiggede på aftenunderholdningen. Der var noget undervisning i selvforsvar under ledelse af Marcello. Efter denne seance forsøgte de sig med en film, men det blev opgivet da billedet hakkede og lyden ikke fulgte billedet.

Så gik vi bare i seng :-)

/Martin

Dagens udlændingetal: 2

Tilbage

Søndag den 5.