Familien Jessens sommerferie 2009


 

 

Onsdag den 8. juli

 

 

 
Jeg vågner allerede kl. 4 da det begynder at lysne om øen ud for vores dør. Jeg når at tage en del billeder mens solen stiger. Kl. 6:30 gider vi ikke længere ligge i teltet men går ned og morgenbader. Det er lidt tidligere end i går og damen med hunden når ikke derned inden vi er oppe igen, vi møder hende på vejen og hilser. Hun er ved at samle grankogler :-)

Dagens mål er at få købt ind til frokost og aftensmad inden vi vil ud og kigge på omfanget af de skader branden har forårsaget. Jeg fandt en artikel i mine gemmer, som jeg for to år siden saksede fra Ansa.it, her beskrives hvorledes bla. Gargano blev ramt.

Morgenmaden bliver købt i biksen på campingpladsen, her finder vi også bresaola til vores frokost.

Efter morgenmaden kører vi til Vieste for at få de sidste fornødenheder, svømmebriller til Estella og børnene, tomater, frisk pasta, og fisk til vores tagliatelle frutta de mare. Tomaterne køber vi selvfølgelig hos vores veninde som viser sig at hedde Annalisa. Vi får en hyggelig sludder, hun er meget nysgerrig mht. til børnene og hun synes at det er meget morsomt at hendes søster hedder Kiara, som jo er meget tæt på Kira.

Af fisk blev det hjertemuslinger, rejer og blæksprutter der skal i vores aftensmad. Vi kører lige tilbage og smider fisken på køl inden vi tager på sightseeing inde på halvøen.

Vi leder efter en vej som på kortet er hvid, et tegn som plejer at være et dårligt tegn, så vi har ikke de store forventninger. Vi finder en vej, som i begyndelsen er grus men som senere skifter til hullet asfalt som træerne efterhånden kæmper sig ind på. Da vi endelig kommer ud på den anden side, viser det sig at vi havde valgt at køre på en gammel, formodentlig nedlagt parallelvej til den vi ville have kørt på, den vi nu kom ud på...

Omfanget af branden kan ikke beskrives. Det drejer om et bælte på op imod 40 km af den sydlige kyst, som er ramt og så i en kile op over midten af øen mod Peschici. Da vi sidste var her for tre år siden kunne man stort set gå fra campingpladsen til Vieste i skyggen fra de store træer, nu er der ingen skygge at finde længere, det er meget trist at se på.
 

På vores tur over bjerget ser vi flere ejendomme som tilsyneladende er overtaget af køer, som det ses til venstre. Køer er dog tydeligvis ikke helt så gode som mennesker til at vedligeholde og passe have :-)

Vi kommer ud til kysten igen i Mattinata og vender vores bil mod campingpladsen igen.

Da vi kom tilbage stank der af diesel og vi troede først at det var bilen der var noget glat med. Jeg kiggede under bilen men det eneste der dryppede var kondensvand fra vores aircon. Stanken kom fra stranden! Vi har tidligere oplevet noget lignende i Porto Palo på Sicilien og der lå fiskene døde på stranden dagen efter, så vi frygtede virkelig det værste. Vi blev enige om at droppe badning til lugten var væk.

Eftermiddagshygge, ingen badning, læsning, tips og mere afslapning indtil det så småt blev tid til at tænke på vores aftensmad.

Mens vi tænder tager de to ældre mænd ud på deres vandcykel igen og jeg forsøger forgæves at trække tiden for at se om jeg ikke kan gennemskue fidusen med de store blæksprutter; det blev ikke denne gang. Inden de nåede at hale noget om bord var de sejlet rundt om en pynt så jeg ikke kunne følge med.

Vaskning af sprutter, muslinger og rejer blev min opgave mens Estella snittede lidt løg og hvidløg. Vi svitsede løg og hvidløg i olivenolie og et lille drys salt og kom rejerne i. Estella snittede sprutterne i fine strimler hvorefter de røg samme vej som rejerne, da de var ved at være møre. Blæksprutter skal ikke have ret meget varme, ellers får de konsistens som postelastik, og det har man sjovt nok ikke lyst til. Da sprutterne og rejerne var klar hældte vi det hele op en en skål og suppen tilbage i gryden til at koge hjertemuslingerne i. Til sidste kogte vi pasta og serverede det hele med lidt frisk tomat, basilikum og mozzarella. Vi kunne næsten ikke få armene ned, det her smager! Det eneste problem er suppen der er tilbage. Den burde man lige koge op med hvidvin og servere med fiskestykker og godt brød, men nu er vi på camping, så den ryger ud :-(

Efter maden går vi ned i baren hvor Kira, Jakob og Estella spiser en is. Mens vi sidder på stranden står fuldmånen op igen over havet? Hmmm, måske det ikke var i går eller i forgårs men i dag det er fuldmåne? Vi ved det ikke, men det ser godt ud alligevel. Mens vi sidder der, oplever vi et meget mærkeligt fænomen. Ca. 15 grader nord for månen ser vi et voldsomt uvejr med torden og lynild. Området er uhyre afgrænset og det foregår temmelig højt over havet og så langt væk at vi ikke kan høre det. Ingen af os har nogensinde oplevet sådan et fænomen før, og vi sidder længe og betragter dette bizarre skue. Italienerne der er på stranden ser heller ikke ud som om de har set det før.

Da vi kommer tilbage til teltet gider vi ikke spille kort, men hopper direkte i soveposen. Estella læser godnathistorie, jeg hører kun ganske lidt før jeg falder i dyb søvn... ligesom alle der andre dage.

/Martin

Dagens udlændingetal: 28

Tilbage

Torsdag den 9.