|
Dagen i dag skulle bruges til sightseeing i det for os ukendte område vi nu
er landet i. Vi har på kortet set byen
Santa Severina
som vi gør til udflugtens første mål, her vil vi spise morgenmad. På vejen vil vi købe morgenbrødet i Crotone. Op langs kysten har vi set det ene
mislykkedes forsøg efter det andet på at lave noget for turisterne. Flere steder er man startet med at opføre
store flotte residenser for turisterne, men har tilsyneladende haft man store problemer med at
finansiere byggerierne, så de er stoppet allerede inden de overhovedet er
nået halvvejs. I Crotone er det anderledes. Her er et utal af hoteller og der er
endog et badeland (på størrelse med Lalandia godt
 nok, men det er der). En
ikke særlig tiltalende by med højhuse overalt, vi får hurtigt handlet og
bevæger os ind i landet. Vi når ikke helt til Santa Severina, før vi bliver
nød til at spise, Kira har det med at blive dårlige på bjergvejene når maven
er tom. Morgenmaden indtages foran kirken i byen Scandale,
ja den hedder faktisk sådan. Mens vi sidder der og hygger os med morgenmaden kom
en mand fra baren overfor kirken (en skandale i sig selv at placere en bar
så tæt på kirken, men der er måske en historisk forklaring på vittigheden om
at sidde på baren og tænke på kirken?) og spurgte om vi ville have øl eller
kaffe, han syntes simpelt hen, at det var synd for os, at vi sad der uden
andet end juice at drikke, flink mand.
  Allerede
inden vi nåede Santa Severina, kunne vi se at byen var helt speciel, med en stor
borg på "toppen". Det var en stor oplevelse at se den velrestaurerede borg.
Det havde taget 30 år at få den til at se ud som den gjorde inden den
forfaldt. Historien gik helt tilbage til år 458 og efter udstillingen at
dømme, har de været nogen "krigsliderlige sataner" dengang. Der var både
våbenskjolde, rustninger og mange våben udstillet. Jakob var helt oppe at køre da
vi tog derfra. Efter romerrigets fald har der åbenbart været anarki i landet
og alle har kæmpet om magten i de forskellige regioner.
Næste punkt på dagsordenen er en stor nationalpark,
Sila Piccola som vi
vil køre en tur rundt i. Vi finder en fin "hvid vej" på kortet og bevæger os
ind i området. Vi har meget dårlige erfaringer med hvide veje (se tidligere
ferier i Italien) men her er indtil flere byer undervejs, så det kan ikke
være helt skævt. Det går
 fint
i starten, men i 1800 m højde må vi stoppe og vende om, vejen er simpelt hen
af en sådan beskaffenhed, at det ikke kan lade sig gøre at fortsætte. Det er
noget af en bet, det er aldrig før sket at familien Jessen har måttet give
op overfor
en vej. På vejen ned igen møder vi et vaskeægte negern (et sort egern). Rune
T. Kidde har i en af sine tegneserier beskrevet dette dyr, men vi var af den
overbevisning at det ikke fandtes, men det bor altså her i Calabrien.
 Vi
fortsatte rundt om nationalparken på en "gul vej" som var ganske glimrende.
Vi stoppede ved søen Ampollino for at spise frokost. Vi følte os hensat til
de Schweiziske alper med kører der bærer klokker og en masse nåletræer. Det
er et fantastisk område. Her fik vi også opklaret et andet problem vi har
haft tidligere år i Italien. Vi har undret os over hvorfor Italienerne dytter hele
tiden, men forklaringen er relativt enkel. Vi mødte i et sving en bus, som
var halvt i vores side af vejen (der var rigeligt plads så han havde ikke
behøvet at skære svinget) og hans reaktion på vores tilstedeværelse var at
dytte. Vi sad og undrede os lidt, med så gik det op for os, at han
tilsyneladende troede, at vi ville forsvinde når han dyttede. Han har så ikke
dyttet ordentligt, for vi forsvandt ikke. Senere så vi dog bla. vejskilte,
som de havde været mere heldige med at dytte af, her var kun pinden tilbage.
Dette fænomen kan også forklare deres skræk for dytterri i byerne, de
skilter jo ligefrem med at man ikke må dytte, man er simpelt hen bange for
at tingene skal forsvinde, hvis man får dyttet for meget.
De sidste 40 km rundt om nationalparken er i
øvrigt meget interessant hvis man kan lide sving. Vi har aldrig oplevet en
vejstrækning kun bestående af sving før, men det er der altså her. På de 40
km oplevede vi kun en gang
 en
stump vej som forbandt svingene som var mere end 50 m lang og alle jublede. Selv Jakob
som ellers er meget søstærk måtte ud og have luft efter den tur. Tilbage
på campingpladsen var det tid til aftensmad. Vi var enige om at vi
skulle spise på pladsens restaurant. Maden var fremragende og i øvrigt meget
billig. /Martin |