Jessens juleaften 2007


 

 

Tirsdag den 25. december

 

 

 
Vi havde sat vækkeuret så vi ville kunne nå en tur i spabadet inden morgenmaden. De andre var allerede stået op kl. 5 for at kunne nå i kirke kl. 7, det er åbenbart tradition i Sverige.

Da vi havde badet gik vi til morgenbordet, vi nåede det lige inden pensionisterne kom tilbage og overfaldt herlighederne. Efter morgenmaden pakkede vi sammen og checkede ud, dvs. det fik vi ikke helt lov til. Der var arrangeret en skattejagt med forskellige spørgsmål på en lille tipskupon som skulle udfyldes.

Det var en fin lille gåtur ned til vandet, det er et meget smukt område. Vi havde lidt besvær med enkelte af spørgsmålene fx. "hvad er kalvdans?" og "hvornår indstiftedes kanelbollens dag i Sverige?" Kalvdans er en slags grød eller pandekager lavet på råmælk (skulle ifølge Linda smage helt fantastisk) og kanelbollens dag indstiftedes i 1999 selvfølgelig, det ved alle da... øhhhh? Det er den 4. oktober der er kanelbollens dag hvis nogen skulle være i tvivl. Kanelbollen i Sverige er i øvrigt ikke en bolle, men nærmere hvad vi ville kalde en snegl.

Efter denne lille udflugt fik vi en længere sludder med Linda Strand som sammen med sin mand ejer og driver stedet. Vi var meget nysgerrige og Linda fortalte at de sætter en ære i at alt hvad de serverer på stedet er lavet i deres eget køkken. Vi kan også kun anbefale at smutte forbi og spise julefrokost på stedet, det var helt fantastisk.

Vi havde en plan om at gå en tur i Karlskrona og se lidt på denne specielle by på vejen tilbage til Danmark men vejret var desværre noget råt, så vi nøjedes med at køre lidt rundt og kigge.

Karlskrona er speciel fordi den ligger i skærgården og har huset en flådestation siden 1690. I 1981 blev Karlskrona så for alvor verdenskendt, da den russiske ubåd U-137 den 27. oktober gik på grund langt inde i skærgården, kun
10 km fra flådebasen. Den episode udløste en større diplomatisk krise, som var ved at ende helt galt.
Hvis det har interesse, så kan det anbefales at læse "UBÅD137 - Ti dage som rystede Sverige" af Anders Jörle og Anders Hellberg, to journalister som har talt med alle implicerede i sagen. Man hører tit at folk sige at kun fantasien overgår virkeligheden, her er det omvendte tilfældet, virkeligheden overgår ens vildeste fantasi med adskillige længder!

Efter Karlskrona kørte vi ind i landet for at se noget andet end på turen over. Vi stoppede ved et supermarked som holdt åbent og købte en mængde forskellige svenske sildespecialiteter til julefrokosten hos mine forældre den 26. december.

Vi var hjemme igen sidst på eftermiddagen og vores to katte blev meget glade for at se os igen.

At holde jul ude har været en stor oplevelse og det er nok ikke sidste gang vi gør det. Desværre er det lidt svært at finde steder der holder åben juleaften, men her har de Svenske turistbyroer været til meget stor hjælp, tak for det.

Slutteligt skal Linda, hendes mand og hele personalet på Stufvenäs have en meget stor tak for et par hyggelige dage med fantastisk fin mad i meget hyggelige omgivelser.

/Martin
 

Tilbage