Familien Jessens vinterferie 2008


 

 

Lørdag den 9. februar

 

 


Trafikken gennem Tyskland er moderat og føret meget fint. Stjerneklart og en temperatur omkring eller lige under 0 grader. Første stop på turen bliver ved Hannover hvor vi skal tanke 1. gang. Vi er glædeligt overraskede over dieselens forbrug, normalt har vi tanket første gang før Hamburg, og det endda med fuld tank hjemmefra, vi har trods alt kørt over 90 km før vi tog fra Værløse. Som altid brækker det hele sammen omkring München så vi forlader motorvejen nord for Garshing og kører over landet. Vi vælger også at tanke igen selvom tanken ikke er tom endnu, vi har bare erfaring for at alle tankstationer herfra er overfyldte med skiturister. Undervejs til Kufstein holder vi lige ind ved et konditori og indtager morgenmaden. Derfra går det til Oberau hvor "vores lejlighed" venter.

Da vi lander kan vi konstatere at vi er i stand til at køre helt til Østrig og kun tanke én gang undervejs, hvis vi starter hjemmefra med fuld tank, det er noget af en omvæltning. Et forsigtigt skøn siger omkring 750 km pr. tank mod knap 500 i den gamle ved høj motorvejshastighed og tagboks, det kan vi vist ikke klage over.

Da vi har talt færdig med Evi kører Estella og børnene til Iter, lejer ski og tager en halv dag i sneen. Jeg tager mig en lur ovenpå køreturen.

Da Estella, Kira og Jakob er tilbage, kører vi til Niederau og køber lidt ind, før vi går ud og spiser til aften. Kellerwirt lægger lokale til da familien Jessen bliver sultne. Kira får pizza, Jakob en børnesnitzel, Estella noget politisk ukorrekt sødmælkskalv og jeg får en stor bøf. Kira og Jakob blev hverken helt eller halvt mætte så de måtte have hver en dessert. De er definitivt vokset fra børneportioner.

Tilbage i lejligheden snakker vi om at tage et spil kort men gider ikke da det kommer til stykket, vi er for trætte og det ender med at vi sover foran en komplet ligegyldigt tysk TV udsendelse.

Da vi trasker i seng bliver vækkeuret stillet til kl. 07:00 og vi falder i søvn med det samme.

/Martin

Tilbage

Søndag den 10.