Det sidste stykke vej (nr 971) fra nord for Inari til grænsen var af en noget mere slidt karakter. Der var slidt/trykket riller i belægningen og det i kombination med kraftig regn gjorde det til en "spændende" tur. Selvom jeg prøvede ot holde mig til de høje punkter på vejen, var akvaplaning alligevel  uundgåelig og bilens elektronik blev adskillige gange sat på hård prøve.  Temperaturen faldt til under 3 grader og bilen advarede om risiko for glatte veje, hvem sagde sommerferie?

Med risiko for at komme til at lyde som en gammel idiot med "dengang da jeg var barn", så har jeg en gang tidligere været heroppe i finmarken med mine forældre i 1971, ca. 3 måneder før Estellas fødsel :-) En tur som i øvrigt stoppede meget brat med sygdom for mit vedkommen og hvor jeg endte med at blive indlagt uges tid på et lille træsygehus i Muonio.
Det er klart at jeg ikke kan huske meget fra den tur men der er alligevel slående hvor stor en "erindringsforskydning" er i løbet af knap 40 år. Jeg kan fx ikke huske noget om at der skulle være så mange træer i det nordlige Findland, her "burde" være store sletter med flokke af rensdyr alle vegne, bopladser for samer osv. Selvfølgelig er samekulturen nok gået meget retur siden dengang, men mit billede i hovedet ligner bare overhovedet ikke det landskab vi bliver mødt af her til morgen, det er en sjov oplevelse. Vejene er også ændret meget siden den gang. I 1971 var der hovedsagelig grusveje i det nordlige Finland, sådan er det heldigvis ikke længere.

Kl 08:30 trillede vi over grænsen til Norge og kørte de sidste 40 km til Kirkenes. Kl præcis 09:13 trillede vi ind i byen i silende regnvejr, efter 23 timer og 58 min, alt inc. - det kunne have været meget værre.

Vi havde megen snak om hvilken rute vi skulle vælge op gennem Scandinavien men endte, som det kan forstås, med at køre til Stokholm, langs Sveriges kyst til den finske grænse og så gennem Finland. Denne rute kan på det kraftigste anbefales. Vejen er rigtig god det meste af vejen, der er meget lidt trafik og man kan passe sig selv. Det eneste er at man skal holde et vågent øje med hastighedsbegrensningerne, prisen på bøder er høje og både Svenskere og Finnerne har været overordentlig rundhåndede med fotofælder på strækningen. Vi har hørt fra andre der har benyttet sig af "indlandsvejen" gennem Sverige, at vejens kvalitet  efter sigende er meget ringe i den nordlige del og at der er en del trafik på strækningen.

Vi startede med at finde byens indkøbscenter, de havde p-kælder og kunne tilbyde morgenmad på en lille cafe. Da maven var fuld besluttede vi at vi at købe lidt ind. Vi har hjemmefra hørt at en salat agurk sælges i stykker for op imod 50 kr. for er halv. Vi bliver meget skuffede da vi konstaterer at en hel agurk kun koster 10,90 norske kr. Tomater kan også købes for penge, 40 kr pr. kilo for Norske cherry tomater. Her stopper festen så også, alt andet er næsten ubetaleligt! Kød skal vi således slet ikke have de næste par uger ser det ud til, nå vi skal nok overleve.

Efter indkøbsturen skulle finde et sted at overnatte i skumringen i aften, og ville køre til Grense-Jakobselv, hvor der efter kortet skal være camping og hytter, det sidste synes vi lyder overordentlig tiltalende vejret taget i betragtning. Vejen er ufattelig ringe og det tager 1½ time at køre de 52 km, selvom jeg holder "tøjlen stram" hvor det kan lade sig gøre og da vi kommer derud er der intet. Camping pist væk :-( Øv, vende bilen og tage 1½ time retur. Vi holder et hurtigt familie råd og bliver enige om at Kirkenes ikke rigtigt er noget at vente på tørvejr i, den har ikke rigtigt noget at byde på efter vores mening.

Vi bliver i stedet enige om at prøve lykken på halvøen Varangerhalvöya og se hvad den kan byde på. Inden vi drager af sted tanker vi lige i Kirkenes for at være sikker på at vi ikke løber tør på vejen, vi har ikke rigtigt nogen erfaring med afstanden mellem tankstationerne på disse kanter endnu.

I byen Vestre-Jakobselv finder vi en campingplads med hytter og vandrehjem. Hytterne er lejet ud, så det bliver vandrehjem for 450 kr pr nat, vi tager to til at begynde med.

Jeg tager mig en lille tiltrængt lur mens Estella og Jakob gør endnu et forsøg i indkøbets kunst, vi har glemt vores tandbørster hjemme og må have en ny hver, 100 kr for tre tandbørster og den billigste tandkrem. Estella og Jakob finder også på et simpelt måltid så vi kan overleve til i morgen hvor vi er mere friske.

Resten af dagen går med spil, hygge og spisning mens vi venter på at det skal blive mørkt så vi kan komme i seng :-)

Vejret resten af dagen bød på en hel del regn, vi håber på bedre vejr i morgen når vi skal besøge Vardø og Vardøhus fortet som er beliggende på Norges østligste punkt.

/Martin

Tilbage

Lørdag den 24.