Estella & Martins efterårsferie uge 42


 

 

Fredag - lørdag den 12 - 13. oktober

 

 

 
Hjem fra arbejde, pakke katte i bilen og så af sted til Jægerspris med dem. Da Walhalla og Tjalfe var i gode hænder hos Frans og Dorte begyndte vores køretur mod Italien. Turen gik forbavsende nemt, ikke ret meget trafik og fint vejr så det var bare om at "holde på". Aftensmaden blev indtaget lige syd for Hamburg, carrywurst (det eneste de havde tilbage).

Klokken 10:00 lørdag morgen, efter de første 1950 km, holdt vi i Firenze udenfor Puntoblu´s kontor og vidste ikke rigtigt hvor vi ville/skulle hen. Puntoblu hedder de kontorer rundt omkring i Italien som har med motorveje at gøre, det er også her man kan få en dongle til Telepass så man kan betale motorvejsafgifter på samme måde som når man har en Brobizz i Danmark til broer og færger. Vi havde i sommers set at det var gratis at få en indtil nytår, hvorfor vi gik ind for at høre hvordan og hvorledes. Det viste sig at det kan man godt selvom man er udlænding, det kræver blot at man har en konto i en Italiensk bank, så det går vi ud og får lavet en dag i løbet af ugen, det næste bliver vel at man også skal eje et hus og så kan vi lige så godt flytte herned! Det er lidt underligt at denne telepass dongle er så attraktiv at man næsten er villig til at flytte til Italien for at få en :-)

Fra den top Michelangelo betragtede bygningen af byens kirke nyder vi hvor smuk Firenze tager sig ud en morgen i oktober.

Vi havde i Rie Bobergs bog "Mit Toscana" læst om et franciskaner kloster hvor man skulle kunne overnatte og vi besluttede nu at forsøge os her som udgangspunkt. Klosteret ligger i Chiusi della Verna som ligger små 80 km øst for Firenze. vejen er meget snoet og, som sædvanligt har man næsten lyst til at skrive, tiltrækker denne type vej mange motorcyklister så der køres "frisk" til.

På vejen passerer vi byen Poppi hvor vi gør holdt og køber lidt frisk grønt og frugt, et par flasker vinsanto og et par flasker dejlig grøn lokal olivenolie fra høsten i år.

Vel fremme ved klosteret beslutter vi os til at spise frokost på stedet indtil de finder ud af om det er muligt at få et værelse. Vi bliver bænket i en stor sal og så kan vi ellers vælge ud fra dagen menu. Primi piati er pasta men tomat eller ragu (kødsovs). Hovedretten er stegt kylling, and, svinekam og pølser med salat og pommes frites, dessert udgøres af frisk frugt, henholdsvis pærer, nektariner og blommer. det hele smager fremragende, især er svinekammen helt eminent, hverken tør men til gengæld overordentlig mør og smagfuld. Mætte og veltilfredse betaler vi 30€ for dette måltid (for to personer). Efter frokost er nonnen som har styr på værelsesudbudet tilbage i receptionen, men må desværre meddele at alt er udsolgt både i dag og i morgen. med uforrettet sag men nu mætte går vi en tur rundt og kikker på dette meget store kloster. Vi bliver fascinerede af at intet er lukket eller hemmeligt, alt står åbent for publikum og man kan frit færdes rundt og danne sig er indtryk af hvordan det må være at bo her og hellige sig gud.

Desværre bærer klosteret i udpræget grad præg af at være en turist magnet, det skæmmer lidt men det er selvfølgelig meget svært at undgå. Da vi kører herfra bliver vi endnu en gang enige om hvor fantastisk enestående plet Sarah og Luccas lille kloster udenfor Gallicano er.

Nu løber blodet til maven og hovedet bliver træt, så vi vil ud og finde et værelse med en seng. Vi kører mod Arezzo og er enige om at holde øjne og ører åbne. Det første sted vi forsøger os er et Agri Turismo "Borgo Tozzeta" men de havde lukket for i år. I byen Caprese Michelangelo finder vi et lille ydmygt udseende hotel som pryder sig med to stjerner og prøver lykken. Vi bliver indlogeret på et stort værelse med bad, toilet og en fabelagtig udsigt over dalen.

Efter en velfortjent middagslur efter 2050 km i løbet af det sidste døgn, går vi en tur rundt i denne charmerende by inden vi skal finde noget at glæde ganen med. Byen er lidt sjov da den breder sig over flere små toppe. Den top vi bor på indeholder byens borg, som vi vil kikke på i morgen, samt lidt huse og så hotellet vi bor på. En anden top huser byens skole og sådan er byen ellers fordelt med let hånd på et endnu for os ukendt antal små toppe i dette meget bakkede landskab.

Tilbage på hotellet kl 20 hvor vi har fået besked på at aftensmaden bliver serveret. Måltidet var overdådigt med først en lille primi-primi - syltede  - svampe - med - brød ting. Herefter antipasti med forskellige slags pølse, skinke og brød med forskellig pasta (tomat, lever, svampe, ost mm) smurt på, samt en bagt aquacotta? - ost, svampe og brød bagt i ovnen fik vi at vide, minder i konsistens om dansk gratin. Og så en primi piatti af eget valg, vi fik tagiatelle med ragu, andre fik med porcini (karl johan) eller tartufo (trøfler). Til hovedret fik Estella scalopine (tynd kalvefilet) med funghi (svampe), jeg fik lammekoteletter med porcini og så var der salat til det hele. Til måltidet blev serveret en husets rødvin af ubestemmelig herkomst (nul etiket) som i øvrigt smagte rigtigt godt uden at give hovedpine. Desserten bestod, for Estellas vedkommende af en tærte, og jeg fik bagte kastanier. Under desserten så vi en ny anvendelsesmulighed for vinsanto, ved nabobordet sad et ældre italiensk ægtepar og drak denne fine drik til de varme kastanier, det må vi prøve i morgen.

Dagen i morgen vil vi i øvrigt tage som slappedag ovenpå køreturen. En lille gåtur formiddag op til borgen, lidt frokost,  en længere gåtur eftermiddag og så ellers slappe med læsning.

Efter maden var der ikke andet at gøre end at trille op i seng og vente på at blive overmandet af søvnen (det gik forbavsende hurtigt).... ZZzzzzzz

/Martin
 

Tilbage

Søndag den 14.