|
Dagen starter kl 9 med at vi kører til Castelnuovo G. for at
finde morgenmad.
 Vi
går ind på en bar og indsnuser den stemning der er sådan et
sted og køber os et stykke brød med skinke og æg. Det er
utroligt at sidde og overvære dette show; folk farer ind og
ud, drikker en kop espresso eller spiser en croissant, det
er helt utroligt.
 Der
er marked i byen og vi bliver nød til at gå en tur rundt. På
ydersiden af bymuren mellem de to byporte
finder
vi to små forretninger som vi ikke har set før, på trods af
de mange gange vi har været i denne by. Osteria Vecchio
Molino og
 L´Aia de Piero. Begge udmærker sig ved at handle
med specialiteter fra området. Vi (jeg) får en espresso doppio i Osteria Vecchio Molino mens vi sidder
ved et bord, som i øvrigt er fremstillet af gamle vinkasser, og indsnuser
stemningen på stedet. Det er sjovt at opleve hvordan
Italienere drikker rødvin kl. 10 om formiddagen, vi andre
ville ikke få mere ud af den dag hvis vi levede sådan.
Efter
resten af markedet beslutter vi os for at køre ud til Piazza
al Serchio for at få købt lidt ost at have med hjem (vi har
for år tilbage set at der er et Casa del Formaggio og har
mod på et købe bla. pecorino her. Ostemanden er meget flink
og spørger hvad vi søger. Vi forklarer at vi kikker efter en
pecorino og han spørger om den skal være stærk eller dolce.
Vi smager "dolce" (sød) og bliver enige om at den er rigtig
god og køber en hel. 2 kg Parmigiano bliver det også til
inden vi forlader forretningen.
 Tilbage
i Castelnouvo G. spiser vi frokost i Osteria Vecchio Molino.
Vi ser at han har en meget fin pesto og vil gerne smage. Da
vi beder om to stykker brød med pesto forklarer han at det
kan vi ikke få, to er et dårligt tal i Italien og viser
symbolet for djævlens to horn. Nu forstår vi lige pludselig
hvorfor vi altid har fået ulige antal serveret når vi spiser
ude, selvom det jo er åbenlyst at vi er to personer, det er
simpelt hen fordi Italienerne er overtroiske og antallet
aldrig må kunne deles med to. Vi får tre stykker med pesto
og deler dem. Inden vi kører videre køber vi et glas lokale
oliven, en funghi pasta og et par liter olivenolie, vi vil
op til Campo Catino for at samle kastanier.
I mange turistbøger er nævnt
hvorledes man kan se den gamle Vagli Sotto når søen er tømt
for vand, det er desværre meget svært at opnå. I de år vi er
kommet der er det ikke sket. Selv med den smugle vand der er
ved dæmningen i øjeblikket er resterne af byen gemt for
verden, kun få fundamenter er synlige langs kanten af den
rest af sø der er tilbage. Billedet herover til venstre har
jeg desværre ikke taget, men sakset fra en hjemmeside.
 Oppe
på Campo Catino er vejen blevet asfalteret og der er der sat
en ny marmor skulptur op lige ved vores bænk? Vagli ser helt
forkert ud uden sin "sø", dette
billede
er fra vores sommerferie 2005. Kastanier er
det til gengæld lidt sløjt med. Vi møder en mand som simpelt
brænder for at vise os noget han har fundet, vi går med ham
hen til hans bil. Her viser han os den største Porcini vi
nogen sinde har set og man kan virkelig se hvordan han
stråler over dette fund.
På
vejen ned af bjerget kører vi gennem Gorfigliano og ser
hvordan der ser ud, her er floden også udtørret og søen ved
Gramolazzo er næsten totalt tør, her er et eller andet galt.
På
vejen tilbage til klosteret kører vi lige op i Cardoso og
får en kikker. Vores bankmand bor her og fortalte at alle de
udlændinge han har haft besøg af, har købt hus her. Det er
en meget charmerende by og vi kan godt forstå at folk falder
for fristelsen. Byen er næsten lukket for biler og har en
fantastisk udsigt ud over dalen med Serchio i bunden. Vi
skal nu nok tænke os om en ekstra gang inden vi vil kunne
finde på at købe noget hernede. De områder vi holder mest af
er geografisk meget langt fra hinanden, så det vil blive
uendeligt svært at finde et sted som vil kunne
tilfredsstille vores behov.
  Vi
går lige et smut op og kikker på Sara og Lucas nye hus som
de er ved at få bygget et par hundrede meter fra klosteret,
det er noget af et projekt de har gang i.
Tilbage på
klosteret
 sætter
vi os ned i restauranten for at skrive dagbog og læse lidt
indtil sulten melder sig. Vi får vi en snak med Sara som
fortæller at til aften kommer byens borgmester og spiser
sammen med en forretningsforbindelse. I den anledning har
hun været oppe i skovene ved Trasilico for at finde svampe
og fremviser stolt alle de porcini hun har fundet. Vi
fortæller historien om den stolte svampejæger på Campo
Catino og Sara fortæller at det stort set ikke har regnet
siden først i marts i år. Det har bla. haft stor betydning
for svampehøsten som ellers betyder så meget for dem. Folk
har tidligere "bygget huse" af svampe fortæller hun.
I dag får
vi "rester" dvs. først brød med lardo og friske porcini
skåret i tynde skiver, derefter brød med varm funghi guf, så
pasta med porcini og så rødt kød (5 skiver til to personer
som ovenfor beskrevet) med kastanje - svampesovs, desserten
er kastanier. Kastanierne til dessert var i øvrigt, i
modsætning til hvad vi tidligere har oplevet, kogt med lidt
salt og en kvist alloro (laurbær) og blev serveret kolde.
Det var en ren gudespise. Inden vi trisser i seng snakker vi
lidt med Sara om fremtiden og klosteret. De lukker og
slukker for sidste gang 30. november 2007 og så er det
definitivt slut med det gamle kloster i den nuværende
skikkelse. Til gengæld åbner de deres nye agro turismo 1.
maj 2008
/Martin
|
