Estella & Martins efterårsferie uge 42


 

 

Onsdag den 17. oktober

 

 

 
Næstidste kapitel i føljetonen om en Telepass dongle; en bankkonto i Banca Toscana. Da banken åbnede kl 8:30 stod vi klar med vores fine papirer fra Agencia Della Entrate og var meget spændte. Den flinke mand fra i går forklarede og alle muligt regler og hvordan vi skulle udfylde alverdens papirer, det hele er lidt mere indviklet når man ikke er bosiddende i landet. Bla. skal vi betale italiensk skat af renterne på vores konto, så nu er vi også blevet italienske skatteydere om end i lille målestok. Hele herligheden tog 1½ time men så havde vi også fået oprettet net bank og det hele.

Nu er vi efterhånden lidt sultne og finder en lille plet med sol et afsides sted og indtager vores indkøbte morgenmad inden turen fortsætter mod Cararra for at kigge lidt på marmorbrud.

I Rie Bobergs bog beskriver hun de tre hovedbrud ved Carrara og der er især et som vi finder bemærkelsesværdigt, det er et brud hvor man i modsætning til andre steder bryder midt inde i bjerget i en mine. De åbne brud har vi set så mange gange, første gang i Gorfigliano for år tilbage så vi koncentrerer os om denne mine. Det er en stor oplevelse at komme ind i denne mine med 12 meter til loftet og op til 30 meter på tværs mellem søjlerne som bærer loftet. Minen var egentlig startet som togbane gennem bjærget med da lastbilerne for alvor overtog den tunge trafik med marmor ned af bjerget blev toget nedlagt. Det fik et konsortium til at søge om lov til at bryde i denne gamle tunnel da det har visse fordele i forhold til de åbne brud. Først og fremmest er marmoret mere kompakt i strukturen så den er mere modstandsdygtig end den man bryder i åbne brud. De viste os hvordan man skærer med kabler påsat diamant skær. Man kan skære op til 50 m2 i timen med denne type. Tidligere brugte man wirer med slibemiddel. For at løsne de store blokke på op til 12 m i længden bruger man "puder" af stålplader som er svejst sammen i kanten. De er så tynde at man kan putten dem ind i rillen som er skåret og ved at fylde disse puder med vand under højt tryk hvorved de buler ud og skubber blokkene fri. For at de ikke skal blive knust når de lander på gulvet lægger man en "seng" ud af marmorstøv opslemmet med vand så det ikke støver.

Fra marmorbrudet kørte vi til byen Sarzana for at finde en restaurant ved navnet La Scaletta som efter sigende skulle servere en fortrindelig lardo da collanata, en krydret og saltet fedt som man spiser på brød. Vi fandt La Scaletta men de havde ikke lardo på menuen den dag, så det måtte vi nøjes med at drømme om mens vi spiste noget andet. Vi fik en blandet antipasti med forskellige pølser og skinke til forret, Estella fik en papadelle med oksekød og tomat, jeg fik en torteline i suppe og så kunne vi ikke spise mere.

Ovenfor byen ligger en gammel borg som vi lige kikker på inden vi kører ned mod kysten. De har kun åbent 3 dage om ugen og ikke den dag vi havde valgt at komme forbi så vi glæder os bare over at have fundet dette sted og glæder os til at vise vores børn det en anden gang.

Vi vælger at køre ned til kysten ved byen Lerici og køre langs middelhavet til Forte de Marmi før vi kører ind til Pietrasanta. Kysten er som så mange andre steder overplastret med barer, restauranter og badehuse så man stort set ikke kan se havet med mindre man kører oppe over dette virvar. Vi har tidligere sagt at kysten fra Gibraltar til Napoli er et turisthelvede og det får vi igen bekræftet desværre. Hvis man kan se udover dette, så er her dog utroligt smukt og der er slet ikke noget at sige til at turisterne er vilde med det. Da vi nåede Pietrasanta kørte vi op på bjerget bag byen og nød de mange olivenlunde og de små byer, vi kom gennem Monte Capezzano og Capriglia. Som det fremgår af solnedgangen er der en fantastisk udsigt over middelhavet herfra.

 Vi havde egentlig udset os en lille hyggelig restaurant i Monte Capezzano men de havde desværre ikke åbent. Vi valgte at køre ned til Pietrasanta igen og gå en tur rundt og kigge på denne pragtfulde by. Vi kunne ikke lade være med at bemærke at restauranternes priser er en del højere end hvad vi er vant til inde i bjergene men ikke afskrækkende set med danske øjne. Vi kom forbi et sted kaldet l'Enoteca og vi har dog aldrig set så megen forskellig vin på et spisested før. Reoler fra gulv til loft med alt hvad hjertet begærer. Jeg ved ikke hvor mange liv det vil tage at smage sig gennem dette eldorado, men mange gætter jeg på.

I byen fandt vi også "den" olie - eddike flaske vi har ledt efter det sidste år, samt to liter lokal olivenolie. Vi faldt også over en lille HiFi specialforretning med et fantastisk udvalg i specielle højtalere, rørforstærkere mm af entusiast karakter. Ejeren fortalte at hans ven havde en lille virksom udenfor byen hvor de laver de meget specielle højtalere som vi så. Vi blev inviteret ud på en lytter men vi takkede pænt nej tak for denne gang, måske ved en senere lejlighed. Vi fik firmaets web-adresse og så tager vi en kigger når vi kommer hjem. Det kunne være interessant at have et sæt af disse fine kasser stående i stuen under forudsætning af at de lyder ordentligt selvfølgelig, designet er i hvert fald utraditionelt.

Vi vælger til sidst at spise på La Sci, et lille ydmygt sted som er svært at finde døren til. Maden var fin, vi startede med husets antipasti og fortsatte med en gang polenta* men tomat, pinetta og revet ost på toppen. Pinetta, forklarede værten os, er en lille svamp som gror under pinje træer, aha sagde vi og var lige kloge, vi slår den op når vi kommer hjem. Til hovedret fik Estella kylling med kartofler, jeg valgte laks med kapers og grønsager.

Efter maden er vi trætte for i dag og sætter det lange ben foran tilbage til vores lille hyggelige kloster i Vergemoli og så på hovedet i seng.

* Polenta er den gule masse som er meget "hip" på finere danske restauranter. Polenta er en grov mejsgrød som kan laves så stiv at den kan skæres ud og serveres til kød. Vi har fået denne Italienske fattigmandsspise stegt på Admiral hotel i Kbh. for et års tid siden, det var noget af et antiklimaks dengang.

/Martin
 

Tilbage

Torsdag den 18.