Familien Jessens sommerferie 2008


 

 

Lørdag den 28. juni

 

 


Vækkeuret ringer kl. 04:00 og vi springer ikke ligefrem ud af sengen. der går lige et øjeblik før det går op for os at det ikke er en almindelig hverdag og vi ikke bare kan blive liggende og høre radioavis et par gange, som vi plejer, før vi står op.
Vi får taget os sammen, spist lidt morgenmad sammen alle fire, samlet de sidste småting og kl. 04:45 triller vi af sted fra hjemmet med næsen mod Polen.

Vi vælger igen denne gang at køre over Storebælt for at undgå de andre ferierende danskere. Der er meget lidt trafik så det tager kun godt tre timer før vi når Hamburg. Vi render ind i lidt trafik da vi følger 1'eren et stykke mod Puttgarten, men vi skal jo mod Berlin ag så er der igen næsten mennesketomt. Vi bliver derimod mødt af et massivt regnvejr. Fra Sønderjylland og til midt mellem Hamburg og Berlin, regner det, som vi sjældent har oplevet.

Kort før den Polske grænse spiser vi frokost på en lille Tysk Cafe, Cafe Ricter. Da vi når grænsen møder os en vej som vi aldrig havde drømt om (dette er ikke positivt). Mange klager over de danske veje, men her er vi virkelig nervøse for bilen og vores helbred. Her møder os en vej som er så hullet og bulet at  det vil være en fordel at køre i et 8 hjulet køretøj med fortid i militæret, selv lastbilerne er ved at falde af vejen ved 70 km/t.
Det undrer os i øvrigt at det tilsyneladende er tilladt at sætte boder op langs motorvejen på trods af at der ikke er nogen afkørsler. Der sælges alt fra blåbær til store mængder havenisser, og folk stopper bare op (der er ikke noget krybespor). På trods af de meget rystede billeder (her kunne kameraets billedstabilisering ikke matche vejens beskaffenhed) kan man godt fornemme at der gror ukrudt midt på motorvejen og boderne langs vejen. Man skal virkelig holde tungen lige i munden her!

Heldigvis bliver vejen bedre efter små 100 km og så kan man køre hvad man må uden risiko for bil eller passagerer. Kl. 18:00, efter 1372 km. kører vi ind i Krakow, Estella ringer til Anna som vi har lejet lejligheden af, og kl. 18:15 er vores oppakning båret op og vi skal finde parkering til bilen. Vi var på forhånd imod at den bare stod på gaden i denne storby, så vi finder en sikker parkering med 24 timers opsyn i 10 minutters gå afstand fra lejligheden, det koster 40 "penge" i døgnet (ca. 92 kr.).

Lejligheden er et helt kapitel for sig selv. Det må have været en herskabslejlighed fra Sovjet tiden og man har sikkert skulle være medlem at politbureauet for at kunne bo så fornemt og med så fin udsigt som det fremgår af de sidste to billeder: Samt et spytkast fra det gamle by centrum. Prisen for alt denne herlighed er små 600 sloty for 2 overnatninger ~ 1500kr.
 

Vi går ned i Krakows gamle bydel og spiser på torvet.
 

Hestevognene er der mange af og de er hyper moderne med skivebremser og det hele:

Efter maden og en lille tur rundt er vi ved at være godt trætte og trasker tilbage til lejligheden og går til ro. I morgen skal vi være friske til lidt sightseeing.

/Martin

Tilbage

Søndag den 29.