Familien Jessens sommerferie 2009


 

 

Fredag den 26. juni

 

 

 
I dag starter vores ferie, vi glæder os meget. Foråret i år har været meget hektisk og vi føler os godt "udtrådte" og trænger bare til at komme væk og lade op. Foråret har budt på indtil flere bryllupper, en konfirmation, weekendtur til 60 års fødselsdag i Sverige mm. På hjemmefronten har vi nået at skifte vinduer og døre i hele huset, rive køkken og soveværelse ud, brække gulve op og grave af til isolering. I går holdt vi studenterfest for Camilla og i dag er det så ferie. Dvs. vi skal lige til translokation på Egedal gymnasium inden vi kan komme af sted.

Det er en stor dag for Camilla, 3 års arbejde er overstået og hun står med et stykke papir i hånden som åbner døre til næsten alt hvad hun har lyst til, et stort tillykke fra os alle til Camilla.
 

På Egedal gymnasium er det tradition at de tager ned i Stenløse centeret og danser rundt om springvandet på torvet, det skal vi selvfølgelig også overvære :-)
 

Efter translokationen er det hjem og pakke sammen. Huset er jo uden gulv i køkken - alrummet så vi bærer bunken ud på terrassen inden jeg skal stoppe det hele i bilen. Kl. godt 14 har vi det hele om bord inc. kattene og vi triller af sted mod Jægerspris. Efter lidt kø ved Frederikssund broen (hvorfor ser de dog ikke at få boret en tunnel under fjorden og rive den gamle bro væk?) tager Frans imod Thalfe og Walhalla. Kl. 15:35 er vi så på farten og kursen bliver sat mod Taranto som er vores mål for 1. dagen. Planen er at vi kører over fyn, gennem Schweiz, Milano, Bologna og ned af Italiens østlige motorvej til Taranto. 

På vej over Storebæltsbroen så vi et eksempel på ringe kørestilling, det måtte vi forevige til glæde for jer der gider læse vores dagbog. 

Trafikken er ikke voldsom, selv over Fyn glider det, vi oplever lige lidt kø ved Elbtunnelen i Hamburg men elles glider det godt.

Ved Hamburg kommer jeg i tanke om en væsentlig detalje; jeg har glemt at pakke teltstængerne. Nu kører vi altså på teltferie med 35 kg teltdug, men har intet at sætte det op med. Vi spekulerer lidt over situationens alvor og tænker over hvad vi kan gøre for at slippe for at køre rundt med denne "unødvendige" dødvægt de næste 2½ uge. Vi tænker på kollegaer, venner mm men beslutter til sidst at det nemmeste er at ændre ruten til at gå over Brenner i Østrig i stedet for Schweiz og så køre op til Evi og Thomas og lægge det af der. Estella skriver en seddel til Evi og lægger lidt penge ved, så hun kan sende det med posten hjem.

Aftensmaden er den sædvanlige schnitzel på motorvejen og så går det gennem natten. Det skal vise sig at blive en del anderledes end de andre år, jeg er simpelt hen for udmattet af hugge/gravearbejdet derhjemme, hvorved jeg ikke kan holde de mange timer mellem pauserne. Det betyder så at det bliver i høj grad Estella der kører i år. Estella plejer ikke at kunne tage de lange stræk om natten, men i år er hun overraskende frisk og det viser sig ikke at være noget problem.

I år er det Estella ved rattet over Kassel bakkerne og hun bliver lige så bidt af det som jeg er. Hun plejer altid at sige at jeg ikke behøver at køre fra alle de andre når det snor sig, nu er det hende selv de ikke kan følge med. Da jeg kommenterer det siger hun: "jeg kører bare mit eget tempo", ja, right - og så den med julemanden, så tror vi ikke på flere ;-)

/Martin

Tilbage

Lørdag den 27.